Jacobsen, J. P. IX

IX

Den Rigsforsamling, der lige som Høsten var bragt tilende tog sin Begyndelse i Kjøbenhavn, førte jo en Mængde af Landets Adel til Byen, alle begjærlige efter at værne om deres Rettigheder, men ogsaa betænkte paa at forlyste sig ovenpaa Sommerens Travlhed. Heller ikke var det dem imod at gjøre Forsøg paa at blænde den, siden Krigen temmelig højttalende, kjøbenhavnske Befolkning ved deres Pragt og Rigdom og derved give den en liden Mindelse om at Skjællet mellem Landets gode Mænd og den ufri Hob endnu stod støt og tryg, trods kongelige Privilegier, trods borgerlig Vaabendaad og Sejersglands og trods Kræmmerkisternes ynglende Dukater.

Af rigtklædte Adelsmænd og Fruer vrimlede da Gaderne, af skrammererede Adelstjenere og adelige Heste med sølvspændt Seletøj og brogede Vaabendækner. Og der blev en Gjæstereren og Beværten i alle Byens Adelsgaarde - til sent ud paa Natten klang Fiolen fra de oplyste Sale ud over Byen og fortalte de blundende Borgere at Landets bedste Blod varmede sig der i statelig 144 Dands over tavlede Gulv og ved skummende Vin I arvede Pokaler.

Alt dette gik Marie Grubbe forbi; hende var der Ingen, der bød til Gjæst, thi dels mentes der at endel af de Grubber, paa Grund af deres Forbindelse med Kongehuset, stod mere paa dettes end paa Standens Side og dels hadede den gode gamle Adel oprigtigt den i de senere Aartier temmelig talrige Overadel, der dannedes af Kongernes naturlige Børn og deres Nærmeste. Marie blev da saaledes af en dobbelt Grund forbigaaet, og Hoffet, der under hele Rigsforsamlingen levede meget indgetogen, bød hende ingen Erstatning.

I Begyndelsen faldt dette hende vel lidt haardt, men da det blev ved, vakte det snart hendes Sinds let vækkelige Trods og havde den saare naturlige Virkning tilfølge, at hun sluttede sig inderligere til Ulrik Frederik og kom til at holde mere af ham, fordi der, som det syntes hende, for hans Skyld blev gjort hende Uret; og denne hendes Tilbøjelighed blev ved at vokse i Styrke, saa der, da de den sekstende December sekstenhundrede og treds i al Stilhed blev viede til hinanden, var de bedste Udsigter til et lykkeligt Samliv mellem hende og Rigens Jægermester, denne Tittel og Bestilling var nemlig Ulrik Frederiks Part af det sejrende Kongehuses Naadesbevisninger.

At Vielsen gik saa stille af, var ganske imod hvad der havde været paatænkt, for det havde længe været bestemt, at Kongen skulde 145 gjøre deres Bryllup paa Slottet, ligesom Christian den Fjerde havde gjort Fru Rigitzes og Hans Ulriks, men i den sidste Time fik man Skrupler og mente, af Hensyn til Ulrik Frederiks tidligere Giftermaal og Skilsmisse, at burde lade det blive som det saa blev.

De er da saa nu gifte og hjemfarne Folk, og Tiden lider og Tiden løber og Alt er vel - og Tiden mindsked Fart og Tiden krøb, for det er jo nu engang i Almindelighed saa, at naar Leander og Leonora har været sammen i et Halvtaarstid, saa er Aanden ikke altid over Leanders Kjærlighed, uagtet Leonora som oftest elsker ham endnu stærkere og inderligere end i Trolovelsesdagene. Thi, medens hun er som de smaa Børn, der finder det gamle Æventyr nyt hvor tidt det end fortælles med de selvsamme Ord, de selvsamme Overraskelser og det selvsamme evige "Snip, snap, snude," saa er Leander saa fordringsfuld, at han trættes, saasnart hans Følelse ikke længer gjør ham ny for sig selv. _ Saasnart han ikke længer er helt beruset, er han ogsaa i det Samme mer end ædru. Rusens svulmende lyse Overmod, der har givet ham en Halvguds Selvtillid og Tryghed, forlader ham, han ængstes, han tænker og fanger Tvivl. Han ser tilbage paa sin Lidenskabs urolige Levnetsløb, sukker sit Suk og gaber. Og han længes, han føler sig som En, der er kommen hjem efter en langvarig Fart i fremmede Lande og nu atter ser de saa inderlig

        

146 velkjendte, saa lang Tid forglemte Steder liggende for sig, og alt mens han ser dem, tankeløst undrer sig over at han virkelig har været borte fra denne hjemlige Verdenspart saa længe.

I en saadan Stemning sad Ulrik Frederik en regnfuld Septemberdag.

Han havde havt sine Hunde inde at lege med, havde forsøgt paa at læse og havde spillet Daldøs med Marie. Regnen skyllede Bed, det var ikke Vejr til at tage ud i, og han var derfor gaaet ind i sit Vaabenkammer, som han kaldte det, i den Tanke at pudse og efterse sine Skatte - idet var idet just Vejr til - og var saa kommen til at tænke paa en Kasse Vaaben, han havde faaet i Arv efter Ulrik Christian, havde ladet den bringe ned fra Loftet og sad nu og løftede Arven Stykke for Stykke.

Der var Pragtkaarder, blaaanløbne med Guldindlægning og sølvblanke med mat Gravering; der var Jagtknive med tunge, enkelt eggede Blade, med lange, flammebugtede, med trekantede, naalespidse Blade; der var Toledoklinger, mange Toledoklinger, lette som Rør og bøjelige som Vidjer, med Fæster af Sølv og af Jaspisagat, af drevet Guld og af Guld med Karbunkler, og een iblandt dem, den havde kun Fæste af ætset Staal, den var stukken igjennem et lille Spændebaand af Silke, besyet i Roser og Ranker med røde Glasperler

* 147

og grøn Floksilke. Enten var det et Armbaand, et simpelt Armbaand eller, som Ulrik Frederik troede, et Strømpebaand - og Kaarden var stukket der igjennem.

Det er fra Spanien, tænkte Ulrik Frederik, for der havde den Afdøde været i ni Aar og tjent i Armeen. Ak ja, han skulde ogsaa have været i Fremmedtjeneste hos Carl Gustav, men saa kom Krigen, nu kom han vel aldrig ud at tumle sig, og han var dog knap treogtyve Aar. Altid leve lier ved dette lille, kjedelige Hof, dobbelt kjedeligt nu da al Adelen holdt sig hjemme. - Jage lidt, se lidt til sit Lehn, en Gang i Tiden, ved Kongens Naade, blive Gehejmestatsraad og Ridder, holde gode Miner med Prinds Christian og beholde sin Bestilling, BU og da bruges til en kjedsommelig Ambassade til Holland, blive gammel, faa Værk, dø og blive begravet i Frue Kirke, det var den glimrende Bane, der var ham af stukken. - Nu krigedes de nede i Spanien, der var Hæder at vinde, Liv at leve

- der var Kaarden og Baandet fra. Nej - han maatte tale med Kongen, det regnede endnu og der var langt til Frederiksborg, men det fik ikke hjælpe, vente kunde han ikke, det maatte afgjøres.

Kongen syntes godt om Forslaget. Imod Sædvane sagde han straks ja, til stor Forbavselse for Ulrik Frederik, der hele Vejen havde redet og for sig selv anført alt, alt det, der gjorde det vanskeligt, urimeligt, umuligt

- og nu sagde Kongen ja, til Jul kunde han 148 rejse, til den Tid kunde nok de indledende Skridt være gjorte og den spanske Konges Svar være kommet.

Svaret kom da ogsaa allerede i Begyndelsen af December, men Ulrik Frederik kom dog først til at rejse noget hen i April; der var saa meget, der skulde gjøres forinden, Penge, der skulde skaffes, Folk, der skulde udrustes, Breve, der skulde skrives; men saa rejste han da.

Marie Grubbe var kun daarligt tilfreds med denne Spaniensrejse, og vel fik Fru Rigitze hende til at indse, at det var nødvendigt, at Ulrik Frederik rejste udenlands og vandt Hæder og Berømmelse for at Kongen ret kunde gjøre noget for ham; thi vel var lians Majestæt en absolut Herre, men han var desuagtet meget ømfindtlig for Folks Omtale og Adelskabet var jo nu paa denne Tid saa forkert og vrangvilligt, at det visselig vilde lægge Alt, hvad Kongen foretog sig ud i den daarligste Mening - men alligevel, Kvinder have nu en Gang en medfødt Frygt for al Sigen Farvel og her var meget at være bange for, thi selv om Marie kunde se bort fra Krigsfaren og den lange, farlige Rejse og trøste sig ved at der jo nok blev taget vel Vare paa en Konges Søn, saa kunde hun dog ikke Andet end ængstes for, at det Samliv, de saa vel havde begyndt, ved en maaske mer end aarelang Adskillelse kunde blive saaledes afbrudt, at det aldrig kom til at fortsættes som det var begyndt. Deres Kjærlighed var saa ny og saa 149 lidet befæstet, og nu just som den var kommen i Vækst, skulde den skaanselløst udsættes for allehaande Umildhed og Fare, var det ikke ret at stile henimod at lægge den øde? - og det havde hendes korte Ægtestand lært hende, at det Slags Ægteskab hun i sin Trolovelsesstand havde set an for ^saare let at føre, det hvor Mand og Kvinde gik hver sin egen Vej, det kunde kun være et Ulykkens Liv med idel Mulm og ingen Dagning, og det var der jo nu her gjort en Begyndelse til udvortes: Gud forbyde det skulde komme saaledes indvortes, men det var at friste Lykken haardt at aabne Dør for saadan Skilsmisse.

Og saa var hun ogsaa meget skinsyg paa alt det lette, katolske Kvindepak dernede i Spaniens Riger og Lande.

Frederik den Tredie, der, som saamange andre Fyrster og Herrer dengang, ivrigt dyrkede Guldmagerkunsten, havde medgivet Ulrik Frederik det Hverv, I Amsterdam at opsøge den berømte Guldmager, Italieneren Burrhi, forhøre om han ikke agtede sig til Danmark og underhaanden lade ham forstaa at saavel Kongen som den rige Christen Skeel til Sostrup vel kunde gjøre ham hans Umag betalt, hvis han vilde ulejlige sig did.

Da Ulrik Frederik derfor i Juni Maaned Toogtreds naaede den nævnte By lod han sig 150 ved Ole Borch, der da studerede her og var vel kjendt med Burrhi, føre hen til ham. Guldmageren, dengang lidt oppe i de Halvhundrede, var en Mand lidt under Middelhøjde med gode Anlæg til Fedme, let i Gang og Holdning, noget gulladen, med sort Haar og en smal Knebelsbart, runde Kinder, fyldig Hage, kroget, lidt plump Næse og smaa, blinkende Øjne, der vare omgivne af en utallig Mængde smaa og store Rynker, som i en Vifte gik ud fra Øjenkrogene og gav ham et paa en Gang fiffigt og godlidende Udseende.

Sort Fløjelsfrakke med store Opslag og florbetrukne Sølvknapper, sorte Knæbenklæder, sorte Silkestrømper og Sko med store, sorte Baandroser var hans Dragt. Han syntes at sætte Pris paa Kniplinger, thi han havde Kniplinger i Brystet og i Enderne af sin Halsklud og baade om Haandledene og fra Kanten af hans Knæbenklæder hang rige Kniplingsmansketter i tykke Folder. Hans Hænder var hvide, fede, buttede og smaa og saa overlæssede med sjelden plumpe Guldringe, at han ikke kunde faa Fingrene sammen. Endogsaa om Tommelfingrene havde han store, juvelblinkende Ringe. Saasnart han sad ned, gjemte han, uagtet det jo var Sommerdage, Hænderne i en stor Skindmuffe, for han frøs altid sine Hænder, som han sagde.

Den Stue, han førte Ulrik Frederik ind i, var stor og rummelig med Hvælvingsloft og smale spidsbuede Vinduer højt oppe paa Væggen, Et stort, rundt Bord stod midt paa Gulvet, 151 omgivet af Træstole, paa hvis Sæder der laa bløde Hynder af rødt Silke med lange, tunge Kvaster i alle fire Hjørner. Bordskiven var indlagt med en stor Sølvplade hvorpaa der i Niello var fremstillet de tolv Himmeltegn, Planeterne og de vigtigste Stjernebilleder. En Rad Strudsæg hang paa Snor ned fra Hvælvingens Midtroset. Gulvet var malet i graa og røde Tavl, og indenfor Døren var gamle Hestesko i Triangel indfældede i Gulvplankerne. Et stort Koraltræ stod under det ene Vindue, et mørkt, udskaaret Træskab med Messingbeslag under det andet. I en Krog var anbragt en .Voksdukke i Legemsstørrelse, forestillende en Morian, og langs Væggen laa Blokke af Tinerts og Kobbermalm. Morianen havde et tørt Palmeblad i Haanden.

Efter at de nu vare skikkede til Sæde og de første Høflighedsyttringer udvekslede, spurgte Ulrik Frederik - de talte Fransk - Burrhi om han ikke ogsaa vilde komme de Søgende i Danmarks Land til Hjælp med sin Visdom og Forfarenhed.

Burrhi rystede paa Hovedet

"Jeg veed vel," sagde han, "at den hemmelig' Kunst har fornemme og mægtige Dyrkere i Danmark, men jeg har nu underviset saa mange fyrstelige Herrer og Prælater, og har jeg end ikke altid set Utak og liden Skjønsomhed for min ventede Løn, saa har jeg dog mødt saa megen Vrangsindethed og Uforstandighed, at jeg vanskelig tiere tager mig en Skikkelse paa som Læremester for saa ophøjede 152 Skolarer, Det er mig ikke vitterligt efter hvilken Regula eller Methode hans Majestæt Kongen af Danmark laborerer, saa rnine Ord ingen Sigtelse mod ham kan have til Indhold, men jeg kan i al Gehejmhed bedyre, at jeg har antraffen Herrer af Rigens allerhøjeste Adel, ja salvede Fyrster og Arveherrer, der vare saa uvittige i deres Historia naturalis og Materia magica, at den gemeneste Marktskrigere ikke kan være mere boadeagtig overtroisk end som de var. De slaa endog deres Lid til det vidtudspredte, forsmædelige Landerygte, at det at lave Guld, det er som at lave en Dvaledrik eller Lægedomspillula; blot En har den rette Opskrift, saa mænges det tilhobe, sættes paa Ilden, en Formula udsiges, og saa skal Guldet være der. Saadant har Styverfængere og ignorantiske Personer udspredt - dem Djævelen have! Kan de Folk dog intet forstaa, at dersom det saaledes gik an, da vilde Verden svømme udi Guld. Vel er det som gode Autores, sikkerlig med Rette, formode saaledes bestilt af Naturen, at kuns en vis Del af Materie kan luttres ud i Guldets Gestalt, men vi vilde dog blive oversvømmede. Nej, Guldmagerkunsten er en vanskelig og bekostelig Kunst. Der maa en lykkelig Haand til, der maa være visse særdeles Constellationer og Conjunctioner forhaanden, om Guldet ret skal vælde. Intet alle Aaringer er Materien lige guldgivtig, nej, nej, betænker dog at det ingen ringe Destilatio eller Sublimatio er, men en Naturens Omskabelse, der skal gaa an. Ja, jeg

        

153 tør sige, at der gaar en Sittring gjennem Naturgejsternes Pauluner hver dea Gang en Del af det pure, tindr endes blanke Guld fries ud af Materia vilis's tusindaarige Omfavnelse!"

"Men," sagde Ulrik Frederik, "I forlade mig jeg spørger, men sætter En intet ved slige lønlige Kunster sin Sjæl udi Fare og Vaade?"

"Nej, nej," svarede Burrhi ivrigt, "hvor vil I tro! hvilken Mager var vel større end Salomo, hvis Segl, baade det store og det lille, vidunderligen er os bevaret den Dag idag vi lever? Hvo gav vel Mosem Troldomsgave? Mon ikke Zebaoth, Stormenes Aand, den Forfærdelige?" og han trykkede Stenen i en af sine Ringe op til sine Læber. "Jo, jo," vedblev han, "visselig have vi store Mørkets Navne og farlige Ord, ja gruelige Hemmeligheds- Tegn, der, hvis de bruges til det Onde, som mangfoldige Spaakvinder og Troldkarle og Lægmandsmedici gjøre, fluks lægger deres Paakalderes Sjæle i Gehennas Lænker. Men vi, vi paakalde dem ikkuns for at udfri den hellige Urmaterie af Støvs og jordisk Askes urene Besmittelse og Beblandelse; thi det er Guldet; Guldet er den originale Begyndelsesmaterie, som det gaves at give Lys før Solen og Maanen blev indsat i Himlens Hvælvinger."

Saaledes talte de længe om Guldmagerkunsten og andre Lønvidenskaber, til Ulrik Frederik spurgte ham orn han ved Hjælp af den lille Seddel, han for nogle Dage siden havde 154 ladet ham tilskikke ved Ole Borch, havde stillet hans Horoskop.

"I det Store," sagde Burrhi, "kunde jeg vel nok sige Eder, hvad Eder er bestemt, men naar ikke Nativiteten stilles ret lige i den Time Barnet fødes, saa kommer intet alle Smaategn med og Resultatet bliver da kuns meget lidt at lide paa. Dog veed jeg noget. Ja ja," vedblev han og strøg sig over Øjnene, "havde I været borgerlig født og i en Medikusses ringe Stilling, da havde jeg kun havt glade Ting at berette Eder; men nu vil Verden intet blive Eder fuldt saa let. Det er paa visse Maader meget at beklage, at Verdens Gang i de meste Tilfælde er saaledes, at en Haandværkeres Søn bliver og en Haandværkere, en Kjøbmands Søn en Kjøbmand, en Bondes Søn en Bonde og saaledes fort over det Hele, thi, Manges Ulykke har aleneste deri sin Grund, at de give sig hen i en anden Bestilling end den, Himmeltegnenes Stilling ved deres Fødsel anviser dem. Om saaledes En, der er født i Begyndelsen af Vædderens Tegn, giver sig i Krigerstanden, da vil Intet lykkes for ham, og Saar og liden Forfremmelse og tidlig Død vil være ham vis, men om han tager sig til at arbejde med sine Hænder som Kunstsmed eller Stensnidere, vil Alting staa for ham som paa Pinde. En, der er født under Fiskenes Tegn, i den første Part, ham bør det at dyrke Jorden eller om han er rig, at skaffe sig meget Jordegods, den, som er født i sidste Part, maa søge sin Lykke paa Søen, enten det saa

        

155 maa være som gemen Børtskippere eller som Admiral. Tyrens Tegn i første Part er for Krigsfolk, i sidste Part for Advokater, Tvillingerne som I er født under, er som jeg siger for Medici i første Part, og for Kjøbmænd i anden Part. - Men lad mig nu se Eders Haand!"

Ulrik Frederik rakte Haanden frem, Burrhi gik hen til Hestesko-Trianglen og strøg sine Sko henover dem, som en Linedandser stryger sine Saaler paa Harpiksbrædtet inden han gaar ud paa Tovet. Saa saae han i Haanden.

"Ja," sagde han, "Æres-Linien er hel og lang, ser jeg, og rækker saa vidt, den række kan, uden at naa til en Krone. Lykke-Stregen er mat paa nogen Tid, rnen bliver alt mere og mere klar. Der er Livsfaren, den ser hel ilde ud desværre, I maa tage Jer vel i Vare til I har naaet Syvogtyveaarsalderen, til da er Eders Liv haardt og hemmeligt truet, men saa bliver Linien klar og stærk helt op i høj Alderdom, men den skyder kun en Streg ud - jo dog, der er alt en mindre hos - ja, I vil faa Livsarvinger i tvende Kuld, det fejler intet, men faa i hvert."

Han slap Haanden.

"Hør," sagde han alvorligt, "der er Fare for Eder, men hvor den truer, det ser jeg intet, dog, aaben Krigsfare det er det ingenlunde; skulde det være Fald eller anden Rejsevaade, saa tag her disse trekantede Malakiter, de er af en særdeles Sort; ser I her, i denne Ring har jeg dem selv, de skytter godt mod 156 Fald eller Styrtning fra Hest eller Vogn. Tag dem med, bær dem paa Jert blotte Bryst, eller om I lader dem .-sætte i en Ring, da tag Guldet ud bagved, for de maa røre, hvis de skal skjærme; og se her en Jaspissten, kan I se, der sidder i den som et Træes Lignelse, den er saare rar og fin, og god mod snigendes Vaabenstik og flydendes Forgift. Jeg beder Eder end en Gang, min dyrebare unge Herre, I vogte Eder vel, især for Kvindfolk; jeg veed det intet sikkert, men der er Tegn, der tyder, at Faren blinker i et Kvindfolks Haand, men jeg veed det intet, det er intet vist, vogt Eder derfor ogsaa for arge Venner og skalkagtige Tjenere, for kolde Vande og for lange Nætter.

Ulrik Frederik tog venligt mod Gaverne og glemte ikke den følgende Dag at sende Guldmageren en kostbar Halskjæde til Tak for hans gode Raad og gode Værgestene.

Herefter gik hans Rejse uden Standsning lige til Spanien.