Ingemann, B. S. Uddrag fra Valdemar Seier

Den lille Tiaarsdreng, som fulgte med de geistlige Herrer, var en Sønnesøn af den forrige Borgherre paa Karise, som havde været Erkebispens gamle Ven, og som var falden i de ulykkelige Borgerkrige for Svend Grathe. Karise-Gaard og Gods var af Valdemar den 1ste, som et forskjærtset Lehn, overdraget til en af hans kjækkeste Stridsmænd Radulph; den liden faderløse Carl af Rise, som Drengen kaldtes, blev dog med sin Moder og sine tvende Søstre ædelmodig understøttet saavel af den gamle brave Radulph, hos hvem de boede, som af den goddædige Erkebisp i Lund; men da Radulph selv havde trende Sønner, var der intet Haab for Carl nogensinde at komme i Besiddelse af sine Fædres forskjærtsede Gods. Den lærde Andreas vilde derfor endelig gjøre Carl til en lærd Mand og tilkommende Prælat, uagtet Drengens uimodstaaelige Lyst til Ridderstanden. Derfor bragte Erkebispen ham ogsaa nu med for at sætte ham i Skole hos de lærde Bernhardiner i Sorøe under Fader Saxos særdeles Opsyn. Carl af Rise var en deilig Dreng med krøllede gule Haar og kjække sorteblaae Øine: om sin korte blaae Trøie havde han bundet Broder Gunners stadselige Belte; sin lille Hue havde han smykket med en 13 spraglet Hanefjær, og han var meget glad ved at maatte bære det store Slagsværd, Erkebispen altid havde med sig paa sine Reiser. Han var ogsaa kommen til Hest og havde hartad været den raskeste Rytter af hele Selskabet. Uagtet den Forstyrrelse i den natlige Rolighed, de Reisendes Indtrædelse i Cellen nødvendig maatte foraarsage, sad gamle Saxo dog saa fordybet i sine Tanker og sin Krønike, at han aldeles ikke bemærkede deres Komme; han vendte nemlig Ryggen mod Døren og mærkede kun, at Lyset paa hans Bog blev ustadigere, da Lampeflammen ved Trækvinden fra Døren og de Reisendes Bevægelse viftede frem og tilbage.