Ingemann, B. S. Uddrag fra Valdemar Seier

»Nei visselig! - svarede Saxo med Varme og trykte Erkebispens Haand - ingen retfærdig Bedømmer af eders christelige Digt, forsaavidt jeg allerede kjender det, vil kunne Andet, end høiagte det fromme gudelige Sind saavelsom den Lærdom og Skarpsindighed, I deri lægger for Dagen. At mangen Betragtning deri mere synes at egne sig for en theologisk Dissertation, end for et Poem, den Mening har jeg vel yttret engang, ærværdige Herre, men jeg veed, I tillader mig gunstig at sige min Mening reent ud. Een Indvending maa I tillade mig endnu, for den Kjærligheds Skyld, hvormed jeg veed I betragter mit Liv og min Gjerning i Verden: et Ord har I sagt, som har saaret mig og hvori jeg troer, I har Uret; det er nemlig eders Daddel udi Prooemio over den verdslige Poesie og de saakaldte Fabler, som I anseer for saa skadelige for Ungdommen. Uden Levningerne af vor gamle verdslige Poesie og vore høist mærkværdige Oldsagn, som Mange ville kalde Fabel og Digt, vidste jeg kun Lidet at fortælle om vore Fædres Aand og Tænkemaade, og ved at kjende sine Fædre fordærves visselig ikke vor Ungdom.«