↩ Nu forestillede han Drengen med det samme for Saxo, som han underrettede om Carls Navn og Slægt og om de ringe Udsigter, han havde for Fremtiden, hvis han ikke kunde lære Latin og med Tiden forsage Verden i et Kloster. Drengens barnagtige Lyst til Ridderstanden uden Formue og Fædrenegods meente Erkebispen man ikke burde tage Hensyn paa for det Første, men anbefalede ham, som sin Pleiesøn, til den gode Fader Saxos Omhu og til at oplæres i Klosteret i Gudsfrygt og boglige Konster, hvortil han troede, Carl ikke savnede Evner, skjøndt han endnu kun var en uregjerlig Vildkat.