Ingemann, B. S. Uddrag fra Valdemar Seier

↩ Da reiste Haarene sig af Forfærdelse paa Carls Hoved, han tabte Sværdet af Haanden og vilde flye; men det var ham som hans Fødder 33 groede fast til Gulvet og han blev staaende ubevægelig; thi Sværdet havde i Faldet omkastet Lygten og udslukket Lyset. Det var et Øieblik bælmørkt omkring ham, og ved Maaneskinnet, som pludselig fremlyste, saae han nu tydelig, at en høi hvid Skikkelse bevægede sig fra den mørke Korsgang imod ham. Han ravede forfærdet tilbage og holdt sig ved den udskaarne Engel i Chorsdøren for ikke at styrte til Jorden.