↩ Der traadte Frue Helene med sin Datter og Stifdatter Gjesterne imøde. Hun var smykket som en Fyrstinde og bar et Diadem af glimrende Ædelstene over de mørkebrune opstrøgne Haar. Hun var iført en høirød foran aabenstaaende Silkekjortel med lange Ærmer og Guldstjerner i Bræmmerne. Hun havde næsten ligesaa ungdommeligt et Udseende som den femtenaarige Datter ved hendes høire Side. Jomfrue Ingeborg lignede Moderen meget, kun havde hun lysere Haar og noget finere Ansigtsformer. Hun syntes ogsaa mindre bekjendt med sin egen Skjønhed, end Moderen; den simplere Dragt, hun bar, som neppe var hendes eget Valg, syntes hun dog at have iført sig med megen Omhu. Uden Guldprydelser paa den brune høit op i Halsen tilknappede Armkjortel, og med sin simple Sølvtop uden Perler eller Stene i Haaret, gjorde hun ved første Øiekast langt fra ikke den glimrende Virkning, som Moderen; men paa den pyntelige Peder Strangesøns glindsende Øine kunde man imidlertid strax see, at hun var hans Hjertes Udvalgte.