Ingemann, B. S. Valdemar Seier

Personliste

Her meddeles historiske oplysninger, som er relevante for Valdemar Seier, om de vigtigere personer. De personer, der ikke er medtaget i 539 listen, falder i to grupper: for det første repræsentanterne for almuen, der ikke er bevidnet i historien, og for det andet standspersonerne, der er historiske, bortset fra enkelte, der kun kendes fra folkeviserne. Listen er ordnet alfabetisk efter fornavn; navnebrødre anføres i kronologisk orden. I parentes er angivet de afvigende navneformer, hvorunder personerne må søges i moderne opslagsværker som Dansk Biografisk Leksikon. Forkortelsen ANR betegner Abrahamson, Nyerup og Rahbek: Udvalgte Danske Viser fra Middelalderen, 1812-14; efter henvisningerne til ANR angives visernes nummer i Danmarks gamle Folkeviser (DgF).

Efter personlisten bringes en stamtavle over den danske kongeslægt, for så vidt som den er relevant for Valdemar Seier.

Abel: dansk konge (ca. 1218-1252). Han stod bag drabet på sin bror Erik og blev konge efter ham i 1250.

Absalon: ærkebiskop af Lund, biskop af Roskilde (ca. 1128-1201). Han fik afgørende indflydelse på opbygningen af den danske kirke og kongemagt. Saxos værk er blevet til på Absalons bestilling.

Absalon Bælg: søn af Esbern Snare, død 1232. Han er kun kendt fra en arvesag med Sorø Kloster.

Adolph III: greve af Holsten, regerede 1164-1203, hvor han afstod Holsten til Valdemar II. Død 1225 på sit stamsæde Schauenburg.

Adolph IV: greve af Holsten, søn af Adolph III. Han generobrede Holsten efter Valdemar II's tilfangetagelse, men sluttede 1229 venskabsforbund med ham. Han blev munk 1239 og døde 1261.

Albert: markgreve af Brandenburg, regerede 1205-1220. Han deltog i forbundet mod Valdemar II 1214-15. Efter hans død delte sønnerne Otto og Johan hans besiddelser, og hans datter Mechtilde blev gift med Otto af Lüneburg.

Albert: greve af Orlamünde (ca. 1182-1245). Han fik 1202 Nordalbingien som len af Valdemar II og støttede kongen til sin tilfangetagelse i 1225. Efter frigivelsen fik han len på Als. I 1211 giftede han sig med Hedvig, men døde barnløs.

Alcimus: jødisk ypperstepræst ca. 160 f.Kr. Han brød sin ed til jøderne og døde under store lidelser (omtalt i en af Det gamle Testamentes apokryfiske bøger, 1.Makkabæerbog 7,8-18 og 9,54-56).

Anders: lokal sjællandsk helgen, knyttet til Slagelse. Legenden fortæller, at han på et 9 dage gammelt føl red omkring vældige områder, som derfor skænkedes Slagelse by af Valdemar II. Endvidere skulle han mirakuløst være transporteret fra Joppe (JafFa) til Hvilehøj ved Slagelse. Han døde ca. 1205.

Andreas: kammermester, egl. camerarius, skatmester. Død 1223.

Andreas (Anders) Sunesøn: ærkebisp af Lund (ca. 1167-1228). Han deltog i 540 Valdemar II's korstog i Den Finske Bugt. Han har skrevet to store digte, Hexaëmeron og det nu tabte Om de syv sakramenter, ligesom nogle hymner til jomfru Maria har været tillagt ham. Hans juridiske forfatterskab omfatter en parafrase (latinsk gengivelse) af Skånske Lov og måske nogle tillæg til denne lov.

Antiochus: syrisk konge 163-161 f.Kr., som brød sin ed til jøderne og kort efter dræbtes (jf. en af Det gamle Testamentes apokryfiske bøger, 1. Makkabæerbog 6,61-7,4).

Antonius: (300-tallet) helgen, der levede som eneboer, og hvis voldsomme fristelser er legendariske.

Arnfred: en opdigtet person.

Arnold blænder (Thorvaldsson): opholdt sig hos Absalon 1167-71 og genfortalte det islandske sagnstof

Asker Ryg (Asser Rig): sjællandsk stormand, død ca. 1150. Han var far til Esbern Snare og Absalon.

Astrad Fracke: først kendt fra 1225, drost i 1230'rne.

Audacia: gift med Henrik af Schwerin, vistnok død i 1219.

Augustin: (353-430) har haft grundlæggende betydning for den kristne kirke og dens lære.

Axel: en dansk gengivelse af det bibelske navn Absalon.

Balduin: greve af Flandern, død 1205, berømt korsfarer.

Beatrix: se kejser Otto.

Beengjerd (Berengaria): dronning af Danmark 1214-1221, datter af Sanctius (Sancho) I af Portugal, søster til grev Ferdinand af Flandern. Hendes karakter kendes kun fra folkeviserne.

Bernhard af Clairvaux: (1091-1153) reformerede cistercienserordenen og fremholdt fattigdom og afholdenhed som vejen til den mystiske forening med Gud.

Bernhard: hertug af Sachsen 1180-1212, støttede bisp Valdemar mod den danske konge. Hans hustru Jutta var vistnok ligesom bispen uægte barn af Knud Magnussøn.

Bjørn Mundskjænk: nævnes i dokumenter fra 1202 til 1225.

Broder Gamling: er som Svend Starke kun kendt for tvekampen 1215.

Buris: se Kirstine.

Carl af Rise: kendes kun fra to folkeviser, ANR nr. 70 og 190 (DgF nr. 135 og 431). Identifikationen af Rise med Karise skyldes Peder Syv.

Claus (Niels, Nicolaus): greve af Halland, uægte søn af Valdemar II. Han blev gift med Ida (Oda) af Schwerin vistnok 1217 og døde 1218.

Conrad: bisp af Hildesheim 1221-1246. Han optræder som kejser Frederiks forhandler fra 1223.

Dagmar: dronning af Danmark 1205-1212, datter af Primislaus (Ottokar I Přemysl) af Bøhmen og hans forskudte hustru Adela af Meissen. Hendes karakter kendes kun fra folkeviserne.

Dan: dansk sagnkonge, den sejrrige stamfader til danerne.

David: israelitisk konge ca. 1000 f.Kr. Det fortælles 1. Sam. 16, at profeten Samuel salvede ham til konge, hvorefter han trådte i kong Sauls tjeneste.

541

Ebbe Sunesøn af Knardrup: sjællandsk stormand. Han var svigerfar til kong Sverker og leder af dennes danske hjælpetropper i slaget ved Lena 1208, hvor Ebbe faldt.

Erik: konge af Sverige fra 1208, hvor han besejrede Sverker, til sin død 1216. Han giftede sig, vistnok 1210, med Regitze.

Erik IV Plovpenning:konge af Danmark 1241-1250, født 1216.

Esbem Snare: sjællandsk stormand (ca. 1127-1204). Absalons ældre bror og nære medarbejder.

Ferdinand: søn af Sanctius (Sancho) I af Portugal, greve af Flandern 1212, Beengjerds bror. Han blev fanget af den franske kong Philip ved Bouvines 1214.

Frederik II: tysk kejser (1194-1250). Fra 1210 bekæmpede han Otto; han stadfæstede 1214 Valdemar II's besiddelser i Nordtyskland, men søgte 1223 at få kongen i sin magt.

Gunner: bisp af Viborg (ca. 1152-1251). Han blev munk 1208, abbed i Øm 1216 og biskop 1222. Han har haft væsentlig del i udarbejdelsen af Jyske Lov.

Gunzelin: greve af Schwerin, regerede fra 1194 til sin død i 1221, fra ca. 1200 sammen med sin yngre bror Henrik.

Hagbarth og Signe: legendariske ulykkelige elskende, hvis historie fortælles hos Saxo og i folkevisen ANR nr. 111 (DgF nr. 20).

Harald Hildetand: dansk sagnkonge fra den hedenske tid.

Helene: datter af den svenske jarl Guttorm, gift med Esbern Snare. Hun fødte i 1205 Valdemar II sønnen Knud, men er siden vistnok flyttet til Sverige, hvor hun er begravet.

Henrik Løve: hertug af Bayern og Sachsen (1129-1195), foretog store erobringer i det hedenske Venden, men mistede siden en del af sin magt.

Henrik Borvin: vendisk fyrste, fra 1187 under dansk overherredømme, indtil han faldt fra 1223. Han døde 1227.

Henrik: greve af Schwerin. Han regerede fra ca. 1200 sammen med sin bror Gunzelin og efter dennes død 1221 alene til sin død 1228. Hans regeringstid er præget af kampen mod det danske overherredømme.

Henrik Harpestræng: læge og kannik i Roskilde, død 1244. Flere medicinske værker, både på dansk og latin, tillægges ham.

Hermand Balke: leder af Den Tyske Ordens fremstød i Estland fra 1230 til sin død i 1239.

Herodes og Pilatus: hhv. den ene af de jødiske landsfyrster og den romerske statholder. De var fjender, men blev iflg. Lk. 23,12 venner i anledning af dødsdommen over Jesus.

Honorius III: pave 1216-1227, støttede Valdemar II.

Ib Urne: er næppe en historisk person.

Ida (Oda) af Schwerin: Gunzelins datter, ikke hans søster. Hun blev ca. 1217 gift med grev Claus og fødte ham en søn, men døde allerede 1218.

Inge og Ingefrid: Asker Rygs hustru og datter, borede Svend Grathes flåde i sænk og hjalp derved Valdemar I.

Innocenz III: pave 1198-1216, støttede Valdemar II og Andreas Sunesøn.

542

Jacob Sunesøn af Mone: (død 1246) optræder i samtiden som Danmarks mægtigste mand.

Jeremias: gammeltestamentlig profet, ca. 600 f.Kr. Han spåede især magthaverne ulykke - og fik ret.

Job: hovedpersonen i Jobs Bog i Det gamle Testamente. Trods sin retfærdighed gennemgik han alskens ulykker og blev bl.a. spedalsk (Job 2,7 f.).

Johan Marskalk: søn af Esbern Snare, marsk, død 1213.

Johan Ganz: tysk lensmand, vistnok af grev Albert. Hans slot Graaboe (Grabow) blev ødelagt af greverne af Schwerin i 1208.

Johan af Brandenburg: se Albert af Brandenburg.

Justinus: latinsk historieskriver fra 2. årh. e.Kr., hvis værk er et af Saxos forbilleder.

Jutta: se Bernhard af Sachsen.

Kirstine og Buris: optræder som ulykkelige elskende i en folkevise, ANR nr. 62 (DgF nr. 126). De er begge historiske personer fra Valdemar I's tid, men kærlighedsforholdet er uhistorisk.

Kirstine af Rise: er kun kendt fra to folkeviser, ANR nr. 70 og 190 (DgF nr. 135 og 431).

Knud I den Store: konge af Danmark og England (ca. 1000-1035).

Knud II den Hellige: konge af Danmark (ca. 1040-1086), officielt udråbt til helgen 1101.

Knud Lavard: hertug af Sønderjylland (ca. 1096-1131). Han dræbtes af sin fætter Magnus, som var far til Knud III. Hans søn, Valdemar I, fik ham anerkendt som helgen 1169.

Knud III Magnussen: hyldet som konge af jyderne 1146, kæmpede mod Svend Grathe og i nogen tid mod Valdemar I. Ved »blodgildet« i Roskilde 1157 dræbtes han af Svend.

Knud VI: dansk konge 1182-1202, søn af Valdemar I. Han døde barnløs.

Kuliemanden: se Thord.

Ladislaus: hertug i Pommern, fra 1205 vistnok Valdemar II's lensmand.

Leofdagus: biskop i Ribe ca. 945. Han dyrkedes i Ribe som martyr, men blev aldrig kanoniseret.

Margaretha af Bøhmen: se Dagmar.

Mechtilde af Brandenburg: se Albert af Brandenburg.

Mistwin: polsk fyrste, der 1210 anerkendte Valdemars overhøjhed.

Nebucadneser: konge af Babylon ca. 600 f.Kr. I Dan. 4 berettes ganske uhistorisk, at kongen levede ensom og som et vildt dyr, Guds straf for hans storhedsvanvid.

Nicolaus (Niels): helgen, død 1180, begravet i St. Clemens Kirke i Århus. Valdemar II beslaglagde offergaverne til ham.

Niels: konge af Danmark, dræbtes 1134 i Slesvig af borgere fra byens gilde, som ville hævne deres beskytter Knud Lavard, hvis morder var Niels' søn.

Olaf Hvitaskjald (Thordarson): (ca. 1210-1259). Han opholdt sig 1240-41 i Danmark. Af hans værker er en grammatisk afhandling og enkelte brudstykker af digte bevaret.

543

Otto: tysk kejser (1174-1218), søn af Henrik Løve. Efter sin fjende kong Philips død giftede han sig med dennes datter Beatrix, som døde kort efter.

Otto af Lüneborg: (1204-1252) sønnesøn af Henrik Løve. 1218 arvede han Lüneburg og Braunschweig efter kejser Otto. Han støttede sin morbror Valdemar II efter 1223, men blev 1235 kejser Frederiks lensmand. Ca. 1230 giftede han sig med Mechtilde af Brandenburg.

Otto af Brandenburg: se Albert af Brandenburg.

Peder Sunesøn: (1161-1214) biskop af Roskilde, Valdemar II's nære medarbejder.

Pelagius: biskop af Alba. Han ledede 1219-21 et korstog til Ægypten, som Henrik af Schwerin deltog i.

Petrus Lombardus: (1100-tallet) skrev en højt anset teologisk lærebog, kaldet Sentensernes 4 Bøger.

Philip af Schwaben: tysk konge 1198-1208. Han kæmpede heldigt mod Otto, men blev myrdet inden den endelige sejr. Noget direkte angreb på Danmark har han ikke foretaget, men han støttede bisp Valdemar.

Philip II August: konge af Frankrig 1180-1223. I 1214 besejrede han ved Bouvines kejser Otto og grev Ferdinand. Han giftede sig i 1193 med Valdemar II's søster Ingeborg, som han dog forskød - trods pavens bandlysning.

Pilatus: se Herodes.

Regitze (Richiza): Valdemar II's søster, dronning af Sverige fra 1210, hvor hun blev gift med kong Erik. Hun døde i 1220 i Danmark.

Richard de St. Victore: fransk mystiker, død ca. 1173.

Rigmor: kendes kun fra en folkevise, ANR nr. 190 (DgF nr. 431), hvor hendes far ikke er navngivet.

Rolf Krake: dansk sagnkonge. Han fremstilles som idealet af en heltekonge, omgivet af tapre, tro kæmper, bl.a. Hjalte og Viggo.

Salomon: israelitisk konge, død 926 f.Kr., kendt såvel for sin visdom som for sine mange koner (f.eks. 1. Kong. 10,1-13 og 11,1-4).

Samuel: israelitisk profet, der ved flere lejligheder truede kong Saul med Herrens straf (f.eks. 1. Sam. 13,13f. og 15,10-29).

Saul: israelitisk konge, ca. 1000 f.Kr. Han døde ulykkelig og forladt af Gud som straf for sin ulydighed mod Herrens bud; bl.a. brød han sin ed (1. Sam. 19).

Saxo: forfatter af den danske middelalders største historie værk, Gesta Dano-rum (Danernes bedrifter). Han arbejdede for Absalon; i øvrigt ved vi intet sikkert om hans liv. Hædersnavnet Grammaticus stammer tidligst fra omkring 1350.

Signe: se Hagbarth.

Simei: fornem israelit, der brød sin ed til Salomon og af den grund blev henrettet (1. Kong. 2,36-46).

Skjalm Hvide: sjællandsk stormand, død ca. 1113. Han blev stamfader til Hvideslægten. Hans lig førtes af Absalon til Sorø.

Skjold: dansk sagnkonge, stamfader til kongeslægten skjoldungerne.

544

Sophia: dronning af Danmark (ca. 1141-1198). Hun var halvsøster til Knud Magnussøn og blev gift med Valdemar I.

Stephan af St. Genoveva: (1135-1203) abbed ved St. Genoveva i Paris, biskop af Tournai 1192, forfatter til juridiske og teologiske værker. Han var ven med flere danske gejstlige.

Strange Ebbesøn: er kun kendt fra to folkeviser, ANR nr. 67 og 68 (DgF nr. 132 og 133).

Suno (Sune) Ebbesøn: sjællandsk stormand af Hvideslægten, død 1186. Han støttede Valdemar I og siden Knud VI og er far til Andreas, Peder og deres brødre.

Sune Folkesøn: svensk stormand, død i 1240'rne. Han var gift med kong Sverkers datter. Bortførelsen kendes kun fra folkeviser, bl.a. ANR nr. 87 (DgF nr. 138).

Svend III Grathe: dansk konge 1146-1157. Han kæmpede hele sin regeringstid med Knud Magnussøn om magten, fra 1154 var også Valdemar I hans fjende. Svend døde ved slaget på Grathe Hede.

Svend Aagesen (Aggesøn): hirdmand hos Valdemar I og Knud VI. Han er forfatter til en latinsk udgave af Vederloven og til en kort Danmarkshistorie.

Svend Starke: se Broder Gamling.

Sverker: svensk konge 1196-1208. Fra 1206 kæmpede han mod Erik, 1208 tabte han slaget ved Lena, og 1210 faldt han ved Gestilren.

Theodorik: biskop i Estland fra 1210 til sin død ved Lyndanisse 1219.

Thord Knudsøn Bonde eller Kullemanden: er ikke nogen historisk person, men nævnes hos Huitfeldt og Suhm.

Thorgeir Danaskjald: islandsk skjald, der opholdt sig ved Valdemar II's hof og deraf fik tilnavnet Danaskjald.

Tucho (Toke): søn af Skjalm Hvide, Sorø klosters egentlige grundlægger, død ca. 1145.

Valdemar I den Store: (1131-1182) konge af Danmark efter slaget på Grathe Hede 1157. I samarbejde med Hvideslægten, især Absalon, skaffede han landet fred indadtil og udadtil og styrkede kongemagten betragteligt.

Valdemar: biskop af Slesvig, ærkebiskop af Bremen (1158-1236), søn af Knud Magnussøn. Hans mor er ukendt. Fra ca. 1190 blev hans liv præget af kampe mod hertug, senere kong Valdemar, kun afbrudt af fængselsopholdet i Søborg 1192-1206. Efter 1224, hvor han forgæves søgte at udnytte kongens fangenskab, faldt han dog til ro i klosteret Loccum.

Valdemar II Seier: (1170-1241) konge af Danmark fra 1202. Tilnavnet Sejr stammer først fra det 16. århundrede. Se i øvrigt den historiske oversigt ovenfor s. 535ff.

Valdemar III den Unge: (1209-1231) hyldet som konge 1214-15 og kronet 1218. Han blev fanget sammen med sin far 1223 og døde under en jagt 1231.

Valerius Maximus: latinsk historieskriver (1. årh. e.Kr.). Han har været Saxos vigtigste stilistiske forbillede.

Westhard: semigallisk leder. Han kæmpede 1204-07 sammen med Sværdridderne, men bekæmpede dernæst de kristne til 1225. Det er uhistorisk, at 545 han og Kyriawan, som var en estisk høvding, skulle have været esternes

anførere i 1219. Vetteman (Vedeman): dansk søkriger, som under kampen mellem Svend,

Knud og Valdemar og i Valdemar I's regeringstid kæmpede mod venderne. Vilhelm: (ca. 1127-1203) helgen og abbed. Vilhelm kom fra sin fødeby Paris

til Danmark som abbed for Eskilsø kloster, der flyttedes til Æbelholt. Han

blev kanoniseret 1224. Zedechias: israelitisk konge ca. 600 f.Kr., hvis skæbne, at se sine sønner blive

dræbt og selv at blive blindet, beskrives 2. Kong. 25,1-7 og Jer. 52,1-11.

At dette var straffen for mened, fremhæves Ez. 17,15-19.