Uddrag fra Sphinxen

Saaledes forsvandt tre Dage for ham, som en elskelig men flygtig Sommernatsdrøm. Den fjerde Dags Morgen hørte han med Forskrækkelse at Grevinden var syg, og det var strængelig forbudet Tjenerne at indlade Nogen til hende. Den forelskede Arnold blev saare bestyrtet over dette Budskab, og en hemmelig Mistanke opstod i det samme i hans Sjæl, idet han erindrede sig Eventyret om den skjønne Melusina, som paa visse Tider var en Slange, og lukkede sig inde naar hendes Forvandlingstid kom. Frygten for noget Lignende her, hvor ogsaa Alting syntes ham saa vidunderligt, som paa et underfuldt Feeslot, satte ham i saa forvirret en Tilstand, at han glemte alle Høflighedsformer og at han her kun var Gjæst. Han stødte Tjenerne voldsomt tilside og trængte lige ind i Grevindens hemmeligste Kammer. Og see! der laae hun i det dunkle Værelse, svagt bestraalet af en Maaneskinslampes underlige Dæmringslys. Hun var bleg som et elfenbeens Billede, og hvilede med Brystet paa den venstre Arm, mens

        

48 hun hævede den høire Pegefinger og sagde med et gaadefuldt Smil: »Arnold, Arnold! Hvo er du? og Hvo er jeg?«