Uddrag fra Sphinxen

Saaledes talede han fort med sig selv, til han kom til næste Stad. Der leiede han sig et eenligt Tagkammer, og begyndte at skrive paa sit Eventyr. Men jo længer han skrev, jo mere syntes det ham, at være sandt og virkeligt Alt hvad han skrev, og hvad han dog først selv troede var Digt. For ikke at gaae reent fra sin Forstand, maatte han hvert Øieblik afbryde og løbe ud i den fri Luft, for ved Synet af den virkelige Verden at komme ud af et Drømmeland, hvis Tryllerie berøvede ham al aandelig Frihed og rev ham hen i en Strøm af de besynderligste Forestillinger og Følelser. Men Hvo er jeg da? det var altid Spørgsmaalet, hvorved han standsede, og idet hans eget Væsen saaledes blev Gjenstanden for hans drømmende Forskning, blev han ofte forfærdet for sig selv, og det var ham. ligesom hans Væsen var dobbelt og kunde udtræde af ham selv og aabenbare sig for ham i et synligt Billede. Han erindrede sig da hvad han saa ofte havde hørt og selv udleet som en urimelig Overtroe, at der var Mennesker til, som gik dobbelt, som kunde sees paa flere Steder paa eengang, ja endogsaa see sig selv, og at et saadant Selvsyn altid var et vist Forbud paa Døden. Naar han efter saadanne Tanker kom hjem, gruede han næsten for at træde ind i sit eget Kammer, af Frygt for at see sig selv sidde ved Skriverbordet og skrive Forsættelsen af hans Eventyr. Men saasnart han blev sig Saadant bevidst, bluedes han over sig selv, og loe ofte høit i Eenrum over slige daarlige Griller. Verten, som ofte hørte, at der blev talt høit paa hans Kammer og leet, skjøndt der aldrig kom Nogen til ham, vidste i Førstningen ikke hvad han skulde troe om den besynderlige Fremmede; men saasnart han ved en lille Huusundersøgelse havde gjennembladet hans Papirer, og udfundet, at han

        

50 udentvivl maatte være en Art Digter, eller saadant noget; saa fandt han Intet mere besynderligt i hvad han saa foretog sig; thi det Slags Folk antog han altid havde en Skrue løs.