Uddrag fra Det høie Spil

De to unge Riddere kastede nu Lod om, Hvo der skulde laane ham sine Vaaben og Hvo der skulde slaacs med ham, og da Holger havde faaet Rustningen paa og Landsen i Haanden, svang han sig rask paa sin Blis, og syntes nu, han var dobbelt saa stærk og tapper som før. »Det er en ganske ny Leeg - sagde han -jeg burde dog øve mig lidt, førend vi begyndte; hør Jochum! trav imod mig paa dit Æsel, og lad mig see om jeg kan stikke dig af Saddelen!« Jochum undskyldte sig for denne Prøve: »kjære Herre! - sagde han - I spøger saavist i Utide; tag I fat paa den pantsrede Herre, jeg skal nok giøre det af med den Anden.« »Det er et Ord - sagde Holger - lad os Hver tage sin.« Idetsamme styrtede den fremmede Ridder imod ham. Holger skyndte sig at sætte sig i samme Stilling som sin Modstander, klemte sig fast i Saddelen med begge Knæe, og lod staae til. Vel fik han et dygtigt Landsestød i Siden; men det rokkede ham dog ikke af Stedet; Ridderen laae derimod i Grøften og hans Ganger vendte Benene i Veiret. »Haha -tænkte Holger - er du saadan en Helt, saa skal Pokker lade sig lumpe af nogen Ridder herefter.« Hans Modstander krøb nu skamfuld op af Grøften og erklærede sig for overvunden; men det fortrød ham ikke - føiede han høflig til - thi det var ingen Skam, at falde for saa tapper en Herres Landse. Imidlertid havde Jochum indladt sig i en Nævekamp med den anden Ridder, og havde samme Lykke som sin lystige Herre; thi Ridderen var ikke vant til det Slags Kamp og maatte snart 16 give tabt for den plumpe og haandfaste Rideknegt. »Skal vi nu slutte Fred - sagde Holger - saa forlanger jeg, som Seierherre, de ridderlige Vaaben, jeg nu bærer. Vil I ikke afstaae mig dem, saa vover jeg endnu en Dyst med Jer Begge.« Den ene Ridder taug og pyntede paa Fjæren i sin Hjelm, den anden beed sig i Læben; men fattede snart en rask Beslutning, han overøste Holger med Høfligheder og forsikkrede, det var ham en sand Ære, at han vilde bære hans Vaaben.