Uddrag fra Det høie Spil

»I er dog ikke vred paa mig for den Spøg? - sagde Gubben - jeg meente det ikke saa ilde; men jeg saae, I var af det Slags Folk, der giver Alting bort til den Første den Bedste, som kan sætte et ynkeligt Ansigt op, og da det netop har været min Ulykke i Verden, vilde jeg advare Eder for min Skjæbne ved en uskyldig Spøg. I skal ellers have 19 Tak for de tre Dukater, de hjalp min Datter paa Fode igjen. Nu er hun gudskelov frisk og rask, hun sidder og spinder flittig, mens jeg gaaer omkring og tigger lidt til Hjelp til Huusholdningen. Vort lille Skovhuus i Thyringen maatte vi da sælge: nu har vi betiet os hertil, og saalænge det er Sommer, boe vi ret godt herude i Skoven i en Hule, som de vilde Dyr have været saa gode at overlade os.«