↩ »Min stakkels Mirza undseer sig ved at tage imod en Fremmed i saa tarvelig en Paaklædning,« sagde Gubben. Holger stod som fortryllet og kunde ikke sige et Ord; thi han syntes livagtig at see den skjønne Prindsesse for sine Øine, kun tusindfold elskværdigere i den ydmyge Betlerdragt og med de rødmende Kinder, end som han sidst havde seet hende i den glimrende Pragt og med det høie kongelige Smiil. »Deilige Prindsesse! - sagde han endelig og bøiede, uden selv at vide det, sit Knæ for den Skjønne - hvorledes er det muligt, at jeg treffer Eder her?«