Uddrag fra Det høie Spil

Holger kunde ikke afslaae den skjønne Prindsesse denne Bøn, som blev ledsaget af et Blik, der syntes at love ham en større Lykke, end den dristigste Ridder havde vovet at drømme om. Men dette Blik syntes først Holger ganske at forstaae, da det i flere Dage ret ofte havde mødt ham, medens han levede ved Hoffet, som en fyrstelig Gjæst, i al mulig Glands og Herlighed. Dog var Prindsessen ikke den eneste Skjønne, som betragtede den unge Helt med saa kjærlige Øine. Det var Tilfældet med alle de Damer, som saae ham, fra den Høieste til den Ringeste, fra den halvvoxne Pige til den ældste graahærdede Matrone; thi uden at han vidste det, var den Egenskab forbundet med hint gyldne Haar, som han bestandig bar om sin Hals, at det, uden at forandre hans Udseende, som af Naturen var skjønt og 26 indtagende, gjorde det umuligt for nogen Qvinde at see ham, uden paa Øieblikket at forelske sig i ham.