Uddrag fra Det høie Spil

»Mit Liv har havt temmelig Lighed med dit, min Søn! paa det nær, at jeg fødtes til at arve en Krone, som jeg ingen Priis satte paa. Jeg ansaae ofte Betleren for lykkeligere end Fyrsten, fordi han hverken havde Huus eller Hjem, men kunde gaae fra Land til Land og svæve i den sælsomme Uvished, om han skulde sulte ihjel inden Aften, eller maaskee finde en Skat og være en riig Mand imorgen. Jeg fandt Intet behageligere, end at styrte fra den ene Yderlighed til den anden, og lade Lykken lege Bold med mig. Derfor løb jeg ogsaa bort fra min Fader og drog Verden igjennem paa Eventyr, snart som Zigeuner og Betler, snart som Ridder og Prinds, ligesom Lunet eller Omstændighederne førte det med sig, og jeg var næsten lige fornøiet i enhver Forfatning; thi min Rigdom, som min Armod varede sjelden længe, og Forandring var jeg en stor Elsker af Tit styrtede jeg mig i Livsfare, for ikke at kjedes ved den idelige Sikkerhed, og at jeg slap saa vel derfra, var ikke min Skyld Forelsket var jeg næsten bestandig; men sjelden længer end een Dag i den samme Skjønhed. Alt gjorde et hurtigt, 32 men let og flygtigt Indtryk paa mig, og Intet fængslede mig længe til enkelt Sted eller Menneske. Den hele vide Verden syntes mig mit Hjem og alle Mennesker mig lige beslægtede. Saaledes førte jeg længe et omflakkende Liv, til jeg engang kom til det berømte Land Avalun. Der kom jeg til et Slot, som tilhørte den deilige Prindsesse Melior. Hun var af Feernes Slægt og var saa henrivende skjøn og elskværdig, at jeg hos hende forglemte hele den øvrige Verden og blev et ganske andet Menneske. Hun elskede mig inderlig, jeg blev hendes Gemahl og levede hos hende som i Paradiis. Hun var Moder til din Mirza, min Søn! og den gyldne Lok, som udmærker min Datter fremfor alle andre Dødelige, har hun arvet efter sin skjønne, fortryllende Moder. Men Mirza har kun af Feernes Natur den overordentlige Skjønhed og et aabent Øie for Naturens Hemmeligheder, som dog eene beroer paa Besiddelsen af hiin gyldne Lok og det konstige Speil, som du saae hos os i Hulen, hvilket ogsaa er en Gave af hendes Moder, saavelsom den Lykkeskilling, som du kjender fra vort første Bekjendtskab. - Min Forbindelse med den skjønne Melior var en Hemmelighed, som jeg ikke maatte røbe under Tabet af hendes Besiddelse, og min Lykke var for sand og inderlig til, at jeg ikke skulde vaage over min Løndom som en dyrebar Skat Men min Lyst til at see mig om i Verden havde ikke ganske forladt mig; jeg gjorde tit smaa eventyrlige Reiser, og forhøiede mig derved nydelsen af min Lykke ved Adskillelse og Gjenforeening; thi saalænge jeg bevarede min Hemmelighed, stod det fortryllede Land mig aabent, og jeg fandt altid uden Vanskelighed Veien tilbage til mit gyldne Slot og den skjønne Meliors Arme. Engang gjorde jeg Bekjendtskab med en Mand, hvis lange og magre Udseende i Førstningen stødte mig tilbage, men som vidste at drage mig med sig paa de lystigste og eventyrligste Foretagender. Derved vandt han snart min Fortrolighed og i et letsindigt Øieblik af lokkede han mig min Hemmelighed. Da jeg kom tilbage fra denne ulykkelige Reise, var det fortryllede Slot forsvundet og min stakkels lille Mirza laae aleene i Græsset og græd. Den skjønne Melior var forsvundet med sit fortryllede Slot, og min Lykke var forbi. Hiin troløse Ven saae jeg aldrig meer. Jeg tog min spæde Datter paa Armen, og vandrede nu med hende ligesaa forladt og ulykkelig igjennem Verden, som jeg før havde været glad og lyksalig. Tilsidst slog jeg mig til Ro her, og tog efter min Faders Død hans Throne i Besiddelse. Men aldrig har jeg kunnet glemme min

        

33 svundne, evig elskede Melior, og hver Sommer har jeg med min Datter gjort en Valfart i den vide Verden, for atter at opsøge det fortryllede Feeland og min forsvundne Lyksalighed; men forgjæves« ... her kom Taarerne den gamle Konge i Øinene og rørt greb han Guldharpen i sin Arm og sang: