Uddrag fra Det høie Spil

Saasnart de kom til en Søstad, hyrede de et Skib og gik til Seils, og hvergang de landede paa en Kyst, gik Holger hele Timer ved Strandbreden og saae paa Stenene, som Havet havde opkastet, men kom stedse mere raadvild og haabløs tilbage. Efter mange Farer og Besværligheder, kom han endelig hjem igjen til sit Rige, men den længselfulde Mirzas og Børnenes Glæde ved at see ham igjen, var ikke istand til for et eeneste Øieblik at bortfjerne hans Kummer. Nu fortalte han Mirza hvilket Underværk der eene kunde frelse ham, og hvilken Umulighed Trolden havde fordret. Men, Mirza blev dog ikke saa nedslaaet over denne Tidende, som han havde troet. »Du veed - sagde hun - at jeg efter min Moder har arvet et mere aabent Øie for Naturens Hemmeligheder end der blev andre Mennesker til Deel; for førstegang, siden vor Foreening, vil jeg tage min Tilflugt til en Gave, som i sig selv er uskyldig, naar den bruges til det Gode; men du har dog mit Speil endnu? uden det kan jeg intet Hemmeligt see.«