Uddrag fra Sphinxen

»Ak, nei, skjønne Grevinde! - svarede Arnold - men hvorfor talede De og saa gaadefuldt sidst? hvorfor modtog De mig just i den besynderlige Stilling, som nu eengang for Alle har forvirret mit Hoved, idet den har gjort deres skjønne Billede til min Sjæls eeneste Tanke. Siden jeg har seet Dem, veed jeg hverken om jeg vaager eller drømmer, og de naturligste Ting af Verden forekomme mig ofte overnaturlige og ubegribelige. Skulde De vel troe det, skjønne Grevinde! at jeg for et Øieblik siden var nærved at troe, jeg kun reed paa en Kjep; jeg syntes, Folk loe mig ud, og vilde virkelig tage min Ridehest i Haanden, som en Spadserestok, men var nær blevet Græsrytter over det Galskab. Jeg har ogsaa havt den taabelige Indbildning - blev han ved - at holde Deres Naade selv og mit sidste behagelige Ophold paa deres Slot for en Drøm og et Eventyr; og selv nu, da den huldsaligste Nærværelse overtyder mig om min Lykke, er det ligesom en hemmelig Frygt foruroliger mig og at ogsaa dette kunde være et Slags Drøm.«