↩ »Til evig Tid« - sagde Arnold og trykkede den lille elfenbeenshvide Haand til sine Læber; og neppe vare de paa et eenligt Sted i Skoven, førend den elskovssvimle Arnold laae begeistret for den Skjønnes Fod, og fremstammede med glødende Læber og bankende Hjerte den varmeste og inderligste Kjærlighedstilstaaelse. Rødmende hævede den Skjønne ham op i sine deilige Arme og sagde efter en betydningsfuld Taushed, med et alvorligt prøvende Blik: »Dersom du virkelig elsker mig saa høit, som du siger, hvi tænker du da saa meget paa, hvad vi ere for den udvortes Verden? vi vide jo nu dog, hvad vi ere for os selv og for hinanden, om der saa slet ingen Verden var til uden om os.«