Uddrag fra Sphinxen

Kommer nu Raden til de Andre, at være gale? - tænkte Arnold -eller skulde der virkelig være Noget om? Man har dog hørt saa galt før, og jeg har altid havt en Ahnelse om, at der engang maatte blive noget Stort af mig; men paa den Maade havde jeg rigtig nok ikke troet det. Bedre var det dog, om jeg var noget dygtigt selv, end om jeg nu kom til at gjelde for noget Glimrende i Verden. -Jeg troer, jeg løber min Vei fra denne uægte Ære - en naturlig Prinds - hvad Stort kommer der ud af? - ak! kunde jeg kun finde den skjønne Cordula igjcn, slog jeg gjcrne en Streg over Storheden og tog tiltakke for evig med Lyksaligheden. Ak, var hun dog kun virkelig til! det gaaer mig som Pygmaleon nu, jeg har forelsket mig til Døden i et Værk af min egen Opfindelse; men der er ikke mere slige medlidende Guder til, som gjøre mig det døde Billede levende for min Kjærligheds Skyld Og om det nu ogsaa skedte, vilde jeg da troe det? vilde jeg da ikke ogsaa holde det for en Drøm og for en Virkning af min egen ophidsede Indbildningskraft? - Nei, med os Forstandsmennesker er der Intet at udrette; kunde vi ogsaa fare levende til Himmels som Elias, vi vilde troe, det var en Drøm og Indbildning, og kunde dog aldrig blive salige i vor Vantro.