Uddrag fra Sphinxen

Af ham faaer jeg nok aldrig et fornuftigt Ord, tænkte Arnold, og besluttede nu, selv at undersøge det mistænkelige Slot. Han laasede Døren efter sig for den forrykte Gamle, og gik med Nøgleknippet og Kniven i Haanden gjennem de lange mørke Gange. Hvert Øieblik ventede han, at møde noget Usædvanligt og Dæmonisk; thi han troede nu dog næsten, at det var et forhexet Slot, han var kommet til. Han kunde ikke tilbageholde en vis ængstelig Følelse, som Forventningen om overnaturlige Begivenheder altid medfører; men Bevidstheden om, at det nu dog var Dag, uagtet der var mørkt i Gangen, og den Skarpsindighed, hvormed han før havde udfundet, at hans natlige Syn kun var et optisk Selvbedrag, og at alt det Eventyrlige, han hidtil havde troet at opleve, ingen objektiv Realitet havde; men kun var en subjektiv Yttring af hans Digtertalent - alt Dette gav ham Mod. For ganske at sikkre sig mod ethvert Anfald af forskruet Phantasie, tog han nu desuden sin Tilflugt til sin forstandige salig Pleiefaders Lærdom, som gik ud paa, at naarsomhelst man hørte nogen Lyd, hvis Aarsag man ikke kunde begribe, kunde man altid være temmelig sikker paa, at det var Rotter; og naar man saae Noget, som syntes Overnaturligt, var det enten Tyve eller forklædte Kjærester, eller ogsaa drømte man, og lod sig bedrage af sin egen Fantasie. 66 Denne Filosophie havde Arnold ofte udleet tilforn; men nu syntes det ham dog onskeligt, at kunne redde dens Ære og holde al Ængstelse borte med dens solide Skjold. Han søgte derfor nu ogsaa at indprente sig disse Lærdomme som Troesartikler. Idetsamme hørte han en klagende Stemme, som af en Døende, tæt ved sig. - »Det er Rotter« -sagde han høit til sig selv, og gik videre. Nu saae han en Skikkelse, ligesom det Syn, han havde seet sidste Nat, bevæge sig langsomt foran ham i den lange mørke Gang, og ikke paa sædvanlig Menneskeviis, men svævende som en Skygge. »Det er en Tyv eller en forklædt Elsker - sagde han nu - dog hvad kan her være at stjæle? og hvem kan her være at elske paa et øde Fjeldslot, hos en gammel forrykt Fangefoged, der lever som et Dyr i sin Hule? det er altsaa et Billede, min egen Phantasie foregjøgler mig; nu velan! som saadant vil jeg da behandle det, og hvis det er mit eget Aandsfoster, behøver jeg ingen Cornplimenter at gjøre. »Stop, min Søn! - raabte han nu - eller hvad det er, du hedder, du Skabning af min ophidsede Indbildningskraft, som spadserer der foran mig i min brune Frakke! hav den Godhed at sige mig hvem du egentlig er?« Idetsamme vendte Skikkelsen sit Ansigt om til ham, og han saae nu atter sit eget Aasyn, som i et Speil. »Om Forladelse, min Herre! - sagde han nu lidt forvirret og bukkede - De skulde dog aldrig være en vis Candidatus Philosophiae Hr. Arnold, som jeg hidindtil i min Uskyldighed har holdt for mig selv?« -