Uddrag fra Moster Maria

Den skjønne Brud tilbragde en søvnløs Nat i mangehaande Tvivl og Bekymringer. Hun overtænkte sit foregaaende sorgfri Liv i Svogerens og Søsterens Huus, hvor hun siden Moderens Død havde opholdt sig, og de mange Venskabs- og Kjærlighedsbeviser, hun af Begge havde modtaget, bestred mægtig den Mistanke om deres egennyttige Hensigt med at beholde hende i Huset, som hun nu dog syntes fuldkommen overtydet om. Hun tænkte paa sit korte Bekjendtskab til Herr Hind, som hun vel fra det første Øieblik havde fundet elskværdig; men som dog saalænge havde kunnet beholde det muntre lykkelige Udseende, han dog nu selv havde tilstaaet, ikke var hans sande og naturlige Skikkelse. Hun tænkte paa det Sværmeriske og Tungsindige i hans samvittighedsfulde Skrupler og Selvanklagelser og paa det Misforhold til en lidenskabelig, ulykkelig Elskerinde, som var Anledning dertil. Hine Yttringer af et ømtfølende Hjerte, som ikke kunde tilgive sig selv, hvad hun dog saa gjerne tilgav ham, var hende Borgen for, at hun var hans første Kjærlighed, og havde noget usigeligt tiltrækkende og elskeligt for den unge, noget sværmeriske Brud. Men Alt dette syntes hende dog ikke at stemme overeens med den forstandige Livsanskuelse, han saa ofte havde yttret og med den Mangel paa Indbildningskraft, han undertiden havde tillagt sig selv, naar Talen var om det Underfulde og Uforklarlige i Menneskelivet og Aandeverdenens Forhold til os. Denne Dobbelthed i Charakteren foruroligede hende; men saa tænkte hun paa, hvorledes dog Hjerte og Forstand ofte var i Strid for hende selv, og hvorledes hun i visse fantastiske Øieblikke kunde henrivcs af det, hun i en roligere Stemning maatte forkaste, som Drøm og forvirret Indbildning. Hun fandt nu i sin Brudgom en Medfølelse og Overeensstemmelse med hendes 86 eget Væsen, som var hende det skjønneste Beviis paa deres Sjæles inderlige Forbindelse, og at ingen anden Mand i Verden saaledes kunde være Gjenstanden for hendes Kjærlighed og Tillid