↩ Nu gik der, som ved et Lynslag, et skrækkeligt Lys op i hendes Sjæl - »ja han har myrdet sin første Hustrue« - udraabte hun og sank afmægtig om paa Gulvet. Da hun kom til sig selv, saae hun hele Værelset i Lue; Lyset, som hun i Faldet havde tabt, maatte have stukket Panelet i Brand. Snart var hele Huset i Bevægelse, og da Herr Hind saae hvorfra Ilden kom, foer han som afsindig mod Maria og hævede 94 allerede Haanden voldsomt imod hende. Men hun undveeg ham, og styrtede ud af det brændende Huus og fra sin skrækkelige Ægtefælle, som hun fra den Time af heller aldrig meer saae i Verden. Hun flygtede tilbage til sine Slægtninge, som modtoge hende med Kjærlighed og Skaansel, uden at udforske den gruelige Hemmelighed, som de allerede ahnede; thi at Herr Hind havde forgrebet sig paa sin første Kone havde Rygtet længe sagt, men tillige tilføiet, at hun havde været opfarende og heftig, og havde plaget ham med en ugrundet Skinsyge. Hvad Maria havde seet i det frygtelige Lønkammer skulde ogsaa have været begravet med hende, hvis ikke Herr Hinds pludselige Død kort efter var indtruffet, og paa samme Time, som han, Aaret iforveien, havde siddet ved Bryllupsbordet ved sin skjønne Bruds Side, og med Glasset i Haanden seet det blege Dødningeansigt paa Ruden. Af nogle utydelige Ord til Maria, som han i sine sidste urolige Dage havde nedskrevet, troede hun at see, at det dog ikke var djævelsk Ondskab og Umenneskelighed Altsammen, og at han dog kun halvt kunde tilregne sig de blodige Spor af en Misgjerning, som nagede hans Sjæl med de skrækkeligste Qvaler, dem han kun ved en paatvungen Kulde og Foragt for alt Aandeligt troede at kunne befrie sig fra.