↩ Juleaften sad en lille lykkelig Familie i Snedkermester Floks forrige Huus ved Kanalen. Barnet sad sundt og friskt paa den skjønne Moders Skjød, og den unge Mester Frants fyldte glad og stille det gamle Familiebæger med Viin. »En lyksalig Juul, min Johanne! - sagde han rørt - det saae det ikke ud til for fjorten Dage siden. Nu sidde vi som velhavende unge Folk her i vort eget lille Huus, ligesom din gode salig Farbroder havde tiltænkt os det. Nu behøver jeg ikke meer at hamre Liigkister sammen ved Midnat, men kan gjøre smukke Stole og Komoder til lykkelige nygifte Folk, kan holde Svende og Drenge i Værkstedet og have en glad Aften ved hver Høitid. Og nu har du Fred, gamle Mester! - føiede han høitidelig til og saae hen til Stolen i Kakkelovnskrogen, ligesom han sad der endnu - du har taget 111 Forbandeisen fra Huset og givet os din Velsignelse; derfor skal din Ihukommelse være velsignet iblandt os. Gud give dig en salig Opstandelse!«