↩
Jeg maa næsten smile, idet jeg anfører denne urimelige Overtro; men en
uvilkaarlig Gysen overfalder mig dog, naar jeg sætter mig ind i den ulykkelige
unge Mands Sindsstemning, der har kunnet tilegne 114
sig et saadant Tankeuhyre i den Grad, at Forestillingen har havt samme
Virkning paa ham, som den frygteligste Virkelighed. Hans paafaldende Bleghed og
de sorte sammengroede Øienbryn gave ham dog intet Frastødende. Tungsindigheden i
det fine veldannede Ansigt havde noget Tiltrækkende, og naar man saae den høie
blege Phantast i den grønne Jagtkjortel, med Riflen og Grævlingeskindstasken
over Skuldrene, træde ind i Skovhuset i den fortrolige Aftenskumring, var det,
som den veemodig milde men hemmelighedsfulde Jæger bragte hiin Skoveensomheds-
og Maaneskins-Stemning med sig, som, uden at ængste Sindet, sætter os ind i
Eventyrets vidunderlige Verden. Han havde en klangfuld, indtagende Stemme og
sang særdeles smukt, helst de gamle Folkeballader om Tryllerie og Forvandlinger.
Han blæste Valdhorn med en sjelden Virtuositet og Følelse. Han kunde aflokke
dette Instrument de dybeste veemodig-sværmerske Toner. Han var ofte taus og
indesluttet i sig selv, men kunde til andre Tider spøge ret muntert og livligt,
uagtet et vist tungsindigt Træk ved Munden aldrig forlod ham. Om sin fixe Idee
talte han ikke til noget Menneske, og hans Venner har kun hørt ham yttre den i
hiin hidsige Feber, der for syv Aar siden nær havde lagt ham i Graven. Men at
denne Feberphantasie aldrig ganske har forladt ham, vil du see af de usvigelige
Vidnesbyrdjeg siden skal anføre. Han var forlovet med en af de deiligste Piger,
jeg har seet, en Datter af vor gamle brave Skovrider. Faderen var ved en uventet
Arv bleven riig, og havde givet hende en ualmindelig Dannelse. Hun var een af
hine ætherfme blaaøiede Blondiner, som synes at kunne opløses i Toner og Duft,
og naar man saae hende dandse syngende hen over Stien gjennem Ellekrattet i en
maanelys Sommeraften, var det umuligt andet, end at tænke paa de deilige
Ellepiger, der endnu svæve for vor poetiske Almues Phantasie, naar de lette
Aftentaager oplyses af Maanestraalerne. Det smukke elskende Par holdt inderlig
meget af hinanden og havde været forlovet i 8 Aar. For 7 Aar siden var Jægeren,
tilsyneldende sund og frisk, kommen tilbage fra Kiel, som Forstcandidat, for at
ægte sin Forlovede og modtage en Landeiendom, den formuende Svigerfader vilde
overlade ham, indtil Svigersønnen engang kunde blive ansat i sit Yndlingsfag. De
Elskende vare overvættes lykkelige. Bryllupsdagen var kommen. Men inden Vielsen
faldt Brudgommen, af overspændt Glæde, som man troede, i hiin farlige
Nervesygdom, som efterlod en vedvarende Bleghed og en uhelbredelig Tungsind 115
hos ham. Siden opsatte han bestandig
Brylluppet, og hans hemmelighedsfulde Adfærd var baade Fader og Datter
ubegribelig. Han robede ofte den heftigste lidenskabeligste Kiærlighed; men naar
Talen kom paa Brylluppet, blev han pludselig taus og ængstelig. Undertiden greb
han da Riffel og Jagttaske og forsvandt i nogle Maaneder. Naar han kom tilbage,
saae han svag og lidende ud, som efter en svær Sygdom. Hvor han da havde været,
fortaug han hemmelighedsfuld. Han var atter en Tid den ømmeste, men ærbødigste
Elsker; han syntes at tilbede sin Forlovede, som et høiere Væsen, men med en
ængstelig bestemt Grændse for sin Fortrolighed. Han sang og læste for hende. Han
spilte paa Bras, skrev, gik paa Jagt og blæste paa Valdhorn; han var undertiden
den elskværdigste Selskabsmand; men saasnart den Gamle talte om Brylluppet, greb
Svigersønnen Riffel og Taske og gik bort med et dybt Suk. Han forsvandt atter et
Par Maaneder, og man eftersporede ham forgjæves. Nogle vilde have hørt ham blæse
paa sit Valdhorn i fjerntliggende Skove. Nogle Bønderkoner vilde med
Forskrækkelse have seet ham i Skoven om Natten, som en Nebukadneser, der løb
nøgen om paa Hænder og Fødder blandt de vilde Dyr. Efter andre, men ligesaa
usikkre Beretninger af en fordrukken Soldat, vilde man have seet ham blandt de
meest raae og vilde Svirebrødre i een af Hovedstadens smudsigste Kipper. En
omvankende Kræmmer, som hvert Aar besøgte vor Egn, paastod derimod at have seet
ham med et frygtelig stort Skjæg blandt de Afsindige paa Galehuset i Slesvig.
Naar han kom tilbage fra slige Bortfjernelser, var der ingen Sindsforvirring at
spore hos ham. Han var iførstningcn stille, taus og lidende, stedse mild og
kjærlig, men tilbageholden og hemmelighedsfuld. Om Natten hørte man ham ofte
synge i dybe, hjertegribende Toner paa sit eenlige Kammer eller i Skoven, og han
syntes selv at componere Melodierne. At Sangene ogsaa vare Udbrud af hans eget
sønderrevne Hjerte, har jeg nu et sikkert Vidnesbyrd om i deres Indhold. Nogle
af hans Sange er jeg nemlig kommen i Besiddelse af Jeg har dem liggende her for
mig, og af dem har jeg troet nogenlunde at kunne forklare mig hans Sindsstemning
og den fixe Idee, som han i hele 7 Aar har baaret paa med den ubrødeligste
Taushed, formodentlig af Frygt for at gjøre sin Elskede ulykkelig og tabe hendes
Kjærlighed. Hans Unddragelse fra en nærmere Forbindelse, uagtet hans
lidenskabelige Kjærlighed, er mig nu ogsaa forklarlig. Han har formodentlig
troet sin aandelige Sygdom uhelbredelig og 116
gruet for at inddrage den, han elskede høiest, i den Malstrøm af smertelige
Forestillinger, hvori han selv frygtede for at gaae tilgrunde. Maaskee har han
endog frygtet for at skade eller dræbe hende engang i sin formeentlige
Forvandlingstilstand Om Spiren til hans fixe Idee er at søge i hans Constitution
eller i en exalteret Anger maaskee over en Forvildelse i hans Ungdom, eller om
man kunde tænke sig en periodisk Raahed og Vildhed forenet med den fineste
Følelse for sædelig Reenhed og Skjønhed i en Sjæl, der saaledes kunde vakle
mellem Yderlighederne af den høieste og laveste Natur - derom var jeg endnu
igaar i Uvished En stor moralsk Forvildelse med en dyb Følelse saavel af
Menneskenaturens Høihed, som af dens Fornedrelse, syntes mig den rimeligste
psychologiske Forklaring af et saadant Phoenomen. Efter de Oplysninger, jeg idag
har modtaget, er jeg nu af en forskjellig Mening. I Kiel skal han have været
erkjendt som et Mynster paa Ærbarhed blandt de unge Studenter; han skulde endog
i deres muntre Lag have været udsat for Spot over sin Afholdenhed, hvis han ikke
havde været bekjendt for den bedste Fegter og Skytte blandt dem alle. Hvad man
med Rette dadlede ham for, var en hovmodig Sikkerhed og Selvtillid, der gjorde
ham ubarmhjertig i sin Dom over andre Menneskers Skrøbelighed I sine Fordringer
til Menneskenaturens Adel skal han stundom have yttret en Idealitet og en
Strenghed, som næsten overskred Mulighedens Grændser. Af den gamle Skovrider har
jeg erfaret hans religieuse Synsmaader; de vare igrunden naturalistiske. Han
ærede i Christus kun det fuldkomne Menneske, men forkastede Troen paa hans
Guddom, som en fordærvelig Fordom, der fornedrede Menneskenaturens Høihed og
gjorde det største Menneskes naturlige Aabenbarelse, som vort Væsens
Culmination, ufrugtbar tilligemed hele hans Lære og ophøiede Exempel. Mon man
ikke i hans moralske Stolthed og i en dyb krænkende Følelse af en lavere og
høiere Naturs Kamp i hans eget Hjerte kunde finde tilstrækkelig Grund til hiin
fixe Idee. Maaskee Forestillingen om hiin Forvandling først er opstaaet blot
symbolisk hos ham, som et Billede paa den Lidenskabernes Ulv, hvormed han dog,
trods al sin Foragt derfor, følte sig i Kamp. Var han, som jeg troer, en poetisk
Natur, kan jeg let forstaae, hvorledes hiint Billede kunde være trængt ham saa
levende ind i Phantasien, at det i en sygelig Tilstand har kunnet assimilere sig
med hans Væsen. Vi behøve saaledes ikke, i Modsigelse med hans stoiske
Strenghed, at tillægge ham noget vildt og raat 117
Ungdomsliv eller nogen periodisk Overvældelse af en rasende dyrisk Natur i en
virkelig bevidst Tilstand. At han i sine maanedlange Fraværelses-Perioder
tildeels har opholdt sig som sindssvag i Slesvig, har jeg nu endog faaet Vished
om. Han lader til at have forudfølt ethvert nyt Anfald af sin Sygdom eller hvad
han kaldte sin Forvandling, hvori han da virkelig paa den besynderligste Maade
har efterlignet et vildt Dyrs og navnlig en Ulvs characteristiske Adfærd, uagtet
han i sin sunde Tilstand var et af de mildeste og kjærligste Mennesker.