Uddrag fra Selv-Citationen

Holm havde paa hele Veien været taus. Han var fast besluttet paa, endnu samme Nat at foretage hin fantastiske Selv-Citation, som Talen havde været om paa Walchendorphs Collegium. Han følte Modbydelighed for Livet i dets sædvanlige Skikkelse; det syntes ham philistrøst og betydningsløst og havde tabt al Tillokkelse for ham, ved Overbeviisningen om, at han ikke var elsket af den Pige, som han i et heelt Aar havde knyttet alle sine Livsforhaabninger til. Et Spring ud over Livets sædvanlige Sphære syntes ham i dette Øieblik det eneste Ønskelige. Skulde saadant et Spring ogsaa koste ham et Liv, som han nu foragtede, og den Forstand, der med den hele Bevidsthed syntes ham en Plage - saa forestillede han sig det dog ikke som noget almindeligt Selvmord eller en Selvopløsning uden al høiere Hensigt. Det kunde jo muligen lede til en physiologisk Opdagelse - til et Udbytte for Videnskaben - - I disse forvirrede Tanker gik han ud af sin Gadedør ligesom Vægteren raabte Tolv. Han lagde Mærke til Vægtersangen om Frelserens Fødselstime »til Trøst for al Verden, som ellers var forød« - og det stemte ham vemodig, men standsede ham ikke. Hans Vei gik ud af Nørreport, som var under Reparation og mod en Afgift kunde passeres af Fodgjængere. - Han gik til Assistentskirkegaarden. Her vilde han opsøge det høitideligste og mest afsides Sted mellem Gravene, for at kalde paa sig selv og fremmane sit eget AandeBillede, hvis en saadan Handling var mulig. Han standsede endelig i den stille, stjerneklare Nat imellem nogle Sørgepile ved en nylig opkastet Gravhøi, hvorpaa der laae en frisk Krands. Med fast, alvorlig Villie og i den høieste Spænding udtalte han høit sit fulde Navn, Carl Frederik Theodor Holm, i en opfordrende og kaldende Tone. Han standsede nogle Secunder for at spørge: »Hvo kalder mig?« - Men inden han havde fremsagt disse Ord, hørte han en anden Stemme spørge: »Hvo kalder« - Han saae sig forbauset om til alle Sider, men opdagede Ingen. Der var dødsstille omkring ham, og intet Blad rørte sig i den stille Nat. Han troede at have hørt feil, eller at det Ord, han havde paa Læberne, allerede havde faaet Lyd for hans aandelige Sands inden det var udtalt. Han følte sig greben af hele Uhyggeligheden i sit 131 Foretagende, men vilde dog ikke opgive det og spurgte fuldstændig: »Hvo kalder mig?«