Uddrag fra Selv-Citationen

Omtrent saaledes havde han raisonneret med sig selv, medens han gik hjem fra Assistents-Kirkegaarden. Han havde aldeles opgivet hin farlige fantastiske Idee med Selv-Citationen, og siden anstrengte han alle sine Aandskræfter for at overvinde den indtraadte Sygelighed og Overspændthed i hans Sindsstemning. Vægterverset, som han havde 132 hørt, da han hin Nat forlod sin Bolig, var ligesom blevet hængende i hans Erindring og lød bestandig for hans indre Sands, ligesom undertiden et Ord eller en Melodi hele Dage kan gjenklinge i vor Sjæl. Denne Reminiscents antog han, ligesom hin Røst ved Graven, for et frelsende Vink af sin egen høiere og guddommelige Natur. Han kastede sig atter ivrig ind i sin Theologi, og nogle Maaneder efter hin Begivenhed havde han lykkelig overvundet hver Rest af Livslede og sygelig Forstemthed. Han saae nu tydeligt, at den ulykkelige Kjærlighedshistorie, der havde bragt ham ud af al aandelig Ligevægt, var en Illusion, der opløste sig i Tomhed, Forfængelighed og Selvbedrag.