Uddrag fra Araberen i Constantinopel

Han bar et flint vingeformet Liinklæde om sin lille røde »Fæs« eller Hue og en mørkefiolet Kaftan om den guulblommede saakaldte »Entari« eller Livkjortel. De røde folderige Beenklæder omsluttede tillige hans Fødder, og under Fodsaalerne bar han raae Gedeskinds Sandaler. I det purpurrøde Bælte glimrede Hæftet af en krum Dolk og de sølvbeslagne Skæfter af to Pistoler. Ved hans høire Side stod en smekker ravnesort Hingst af den reneste arabiske Race, uden Sadel, men med et Løvehuds-Dækken og Gedeskinds-Sokker under Skoene, hvorved dens hjortelette Trin maatte være lydløse. Den hvilede Hovedet paa sin Herres Skulder og spidsede Øren, som om den 162 lyttede. Araberen lyttede ogsaa. Han holdt sit Øre tæt til den høie Muur, der, enten ved acustisk Konst eller ved en Tilfældighed i Bygningsformen, ligesom gjennem et usynligt Talerør bragte hans hemmelige Ord til en fjern og skjult Fortrolig. Nu funklede hans sorte Øine -han var hørt. »Agib! min Ørn« - hviskede en deilig Qvindestemme i hans Øre - »er det dig?«