↩ »Husker du den unge Araber ved Misrams Brønd i Sichems Dal, hvis unge Brud du lod rane i Bedetimen?« - vedblev Araberen, idet han ligeledes stak sine Pistoler i Bæltet og hvilede den høire Haand med den sammenrullede Slynge mod sin Hofte - »husker du den Ed, han svocr dig ved Profeten, medens hans Hingst fløi gjennem din Jægerhær, som Ørknens Fugl gjennem de fangne Løvers Gitter? -Jeg svoer at hente min Brud, død eller levende, fra Hyænens Hule og bringe ham et kosteligt Halsbaand før Profetens Maane vendte sin Huulhed mod min høire Haand. Og, see, Sultan Mahmud! endnu kan jeg gribe i Maanen med min venstre. Min unge Brud sidder urørt af din visne Haand her paa Løvehuden - og du, Hyæne! du følger mig til Porten hist som Ørknens vilde Dyr i min Slynge.«