Uddrag fra Skolekammeraterne

»Jeg lykønsker dig, min Bro'er!« - begyndte Mathis med en halv ironisk, halv høitidelig Mine og fyldte hans Glas med den blinkende Johannisberger, medens han ubemærket hældede nogle Draaber dertil af en lille Flaske, han bar i Vestelommen - »Du er jo saaledes forlovet paa den allerinteressanteste Maade, mere med en yndig 172 drømmende Sjæl, end med et crast Stykke Pigebarn af Kjød og Blod, som ligefrem veed hvad hun gjør. Denne halve Ubevidsthed paa den ene Side gjør et saadant Forhold høist piquant. Det er det Umiddelbare, det Geniale deri, og det maa du holde fast ved! derved kan du opsvinge dig i en reen aandelig Sphære, hvori din Kjærlighedslykke er uafhængig af alle timelige Tilfældigheder. Lystig, min Ven! tøm dit Glas! hun skal leve, din somnambule Skjønne! - hun skal leve for dig og i dig og med dig, om hun saa gifter sig med hundrede Grever! - Du kan da som en fri Fugl flyve med mig gjennem Verden - vi skal gjøre en mageløs Lykke sammen! En Ven som dig trænger jeg netop til en Læge med Fantasi, og som har forsøgt sig i Magnetismen. Drik! siger jeg - drik! og du vil forstaae mig! Jeg kjender nu dit Standpunkt; jeg kunde misunde dig, hvis du ikke var min allerbedste Ven - dog du hænger med Hovedet - den rette Høide har du kun ikke naaet endnu; men til den skal du snart opsvinge dig med ætheriske Vinger! Jeg vidste det nok« - vedblev han - »din egentlige Existents er contemplativ, ideal - du har, som jeg, ved et dybere Studium af Menneskenaturens Nat-Side, lært at adskille Blendværk fra Sandhed - kun eet Skridt videre! og du staaer ved Kilden til al Skjønhed og Sandhed