↩ »Prægtigt!« - mumlede Agenten og gabede, medens han satte sig i en mageligere Stilling og hvilede sit Hoved paa Skulderen af en aldrende meget fyldig Dame, der sad ved hans venstre Side. Fuglen, man saae flyve hen over den stille Indsø i det klare Maanelys, havde imidlertid forvandlet sig til en bevinget Genius med et stort Overflødighedshorn i Haanden, hvoraf en uendelig Mængde Blomster syntes at udflyve og blive til prægtige Sommerfugle - medens 184 Maanen fremtraadte heelt og blev til et besynderligt Ansigt, der hvert Øieblik forvandlede sig. Den stille Indsø var bleven til en dampende Eng, og dens Damp udbredte sig som et Taageslør over de slumrende Tilskuere, medens Musiken gik over i de mildeste, stedse mere dæmpede Toneharmonier - og tilsidst næsten ganske forstummede. En Dødsstilhed syntes at hvile over alle Tilstedeværende; men ethvert Ansigt smilede som i den lyksaligste Drømmetilstand. Endelig aabnedes et Vindue - en frisk Luftstrøm trængte ind - Taagen forsvandt Musiken blev stærk og faldt pludselig ind med alle Instrumenter med det prægtig udførte Finale af Don Juan. - Alle Tilskuerne fore op og jublede med uendelige Bravoraab. Dr. Mathias Franzenius stod og bukkede for Publicum med et besynderligt Grin, medens Tæppet rullede ned for ham. - »Mageløst! mageløst!« hørte man Tilskuerne raabe, og nu ravede de Alle ud af Salen, som halvt Berusede.