Uddrag fra Skolekammeraterne

I denne Stemning tumlede han ind paa en Restauration, hvor han, efter Aftale, traf sin magisk lærde Skolekammerat, Dr. Mathis, og hans Amanuensis, Hr. Exgreven, i det lystigste Drikkelag. Valman følte sig saa lyksalig, at han kunde omfavne alle Mennesker, og i Exgreven saae han nu heller ikke længer nogen farlig Medbeiler. Der blev sjunget og poculeret til Midnat. Den saakaldte ætheriske Aand, som fra denne Dags Morgen havde hensat Valman i en fortryllet Verden, vedblev saa uimodstaaelig at henrive ham i sin himmelske Hvirvel, at han derover ganske vilde have faret vild paa Jorden og aldrig fundet Veien til sin Bolig paa Hospitalet, hvis ikke Dr. Mathis og Exgreven havde taget ham under Armene og ledsaget ham til Porten. Men selv i de velbekjendte Hospitalsgange foer han vild. Det var som den smukke Frøken Falks Billede var blevet siddende fast i hans begeistrede Øine. Han saae hende bestandig for sig. Tilsidst stod han i det natlige Laboratorium, hvor Cadaver-Marthe stod ved den store Kjedel og pustede til Ilden. Hendes gustne, rynkede Ansigt var stærkt 185 oplyst af Flammen. »Fryd dig ved Livet i dine Dages Vaar!« - sang hun med skingrende Stemme og loe, medens hun trak et Menneskehoved ved Haarene op af Kjedelen og begyndte at skrabe det. Valman saae Intet af det hæslige Natmaleri; han saae kun en qvindelig Skikkelse for sig; selv deri syntes han at skimte den skjønne Amalias Billede og i sin Henrykkelses-Forblindelse tumlede han i Armene paa den gruelige Liig-Kogekone og dandsede jublende med hende henad det slibrige Flisegulv ved Ilden. - Da loe Marthe endnu høiere. »Deilige Amalia!« - udbrød han - »saa er du endelig min! - saa bøier du dit yndige Ansigt om til mig og rækker mig dine himmelske Læber til det Kys, der for evig skal besegle vor Pagt!« - med disse Ord greb han Cadaver-Marthe om Hovedet og trykkede hendes gustne Mund mod sine Læber; men i samme Øieblik sank han om paa Steengulvet uden Bevidsthed.