↩ »Far til Helvede, afskyelige Hex!« - raabte han og styrtede som 186 rasende ud af Døren, medens han stak Brevet ulæst i Lommen. »Ja, jeg har været beruset - umaadelig beruset« - sagde han ved sig selv, da han nogen Tid efter havde fattet sig igjen og befandt sig paa Gaden. -»Den afskyelige Mathis og hans fordømte Moster har gjort mig gal. -Men saae jeg dog ikke virkelig Amalia!« - vedblev han - »var jeg ikke bleven rig og havde Lommen fuld af Ducater?« Nu greb han i sin Lomme og fik Haanden fuld af skærende Glasstumper. Han kastede dem bort af den blødende Haand og styrtede fort uden at vide hvorhen. Det var som hans Fødder mekanisk bar ham samme Vei som forrige Dag. Han standsede ved Agent Falks tomme Gaard og udstrakte Haanden efter Klokkestrængen; men han tog den hastig tilbage fra det kolde Metal og gik videre. Han nærmede sig Kirken og aabnede nu mekanisk det Brev, han havde modtaget -