Uddrag fra Skolekammeraterne

Tyve Aar efter hine Pintsedage blev denne smukke Foraarsfest høitideligholdt i Jægersborg Dyrehave af en Familie, hvori Navnet Christen Valman ikke var forglemt. Familien bestod af en gammel Herre og et midaldrende Ægtepar, med deres to unge smukke Døttre, tilligemed en ung Kjøbmand og en juridisk Candidat, som hørte til Husets Venner og Døttrenes vel anskrevne Tilbedere. Den gamle Herre var de to unge Pigers Bedstefader, en lille tør Mand, der gik gammeldags klædt med høie Støvleskafter udenover Beenklæderne og en fiin blaa Kjole med Spencer af samme Farve. Han bar en graa Castorhat og støttede sig til en guldknappet Spanskrørsstok. Det var den rige, nu 80aarige Agent Falk. Ægteparret var hans Svigersøn, Grosserer Knudsen, og den i sin Ungdom saa smukke Amalia Falk, der endnu, som den aldrende Fru Knudsen, havde bevaret en stor Deel af sin Skjønhed, men var paafaldende bleg. Denne Bleghed, der forresten ikke klædte hende ilde, ansaaes for Følgen af en Nervefeber, hun for 20 Aar siden havde gjennemgaaet, og mulig af en magnetisk Cuur, der ved samme havde været anvendt, eller - hvad nogle Læger paastode - var hin Bleghed bevirket ved en narcotisk Dunst, hun havde indaandet i et saakaldet magisk Cabinet, som hun med sin Fader havde besøgt, og hvorefter hun havde faaet et farligt Tilbagefald til den ved Magnetismen standsede Nervefeber. Aaret derefter var hun bleven gift med sin Fætter, Christian Knudsen, som havde været hendes første Beiler og - hvad Alle troede - lykkelige Elsker, men som hun under hin Sygdom og et heelt Aar derefter syntes aldeles at have glemt. Man havde engang villet vide, at hun i hin Mellemtid havde været hemmelig forelsket i den unge Læge, der havde magnetiseret hende, men som var et udsvævende Menneske, der forfaldt til Drik og var forsvundet med en omreisende Gjøgler. At det virkelig forholdt sig saaledes, var baade hendes Fader og hendes Ægtemand bekjendt. Kun for dem havde hun aabenbaret, hvad hun selv ansaae for en ubegribelig Sindsforvildelse, medens hun dog altid med en vis Vemod og med dyb Medlidenhed tænkte paa hin unge vakkre Læge, som hun sidste Gang havde seet, da hun i en forunderlig bevæget Tilstand blev fulgt tilvogns af ham, efter hint Besøg med hendes Fader i det magiske Cabinet.