Uddrag fra Skolekammeraterne

Alle glædede sig til denne dobbelte Fest i Familien. Amalia smilede ogsaa med Inderlighed, naar Talen var derom og naar hun saae Glæden i de Andres Ansigter; men selv led hun stille, og hendes besynderlige Bleghed syntes at tiltage. Hendes Mand havde fordulgt hende, hvad han sidste Pintsenat havde været Vidne til paa Assistentskirkegaarden. Rygtet om de opdagede Liigplyndrere og den, som dod, gjenkjendte Candidat Valman, havde man ligeledes holdt skjult for hende. Da hun nogle Dage efter Pintsefesten besøgte sin Søns Grav, havde hun fundet den bestrøet med frisk Sand og prydet med endnu flere Blomster, end paa Begravelsesdagen. Ved Siden af den havde hun bemærket en anden, nylig opkastet Grav, der næsten ligesaa omhyggelig var prydet med Pintselilier og andre Foraarsblomster. Den var ikke betegnet med noget Mindesmærke eller Navn, men af de Blomster, hun havde medbragt til Sønnens Grav, havde hun dog uvilkaarlig henlagt en paa den Fremmedes Grav, der i Dødens stille Land var bleven hendes kjære Christen Valmans Nabo.