Uddrag fra Den Fremmede

»Jeg er det lyksaligste og dog det elendigste af alle Mennesker!« -lød det med den Fremmedes Stemme: - »den skjønneste og ædleste Kvinde, jeg har seet - den eneste kvindelige Sjæl, som har kunnet elske mit Væsen, uden at see eller bekymre sig om min ydre Skikkelse - hun skal være saa ulykkelig at skuffes af en Stemmes Klang eller af forgængelige, henfarende Ord, der dog kun ere Toner fra en skjult, uanskuelig Natur - hun skal antage sin Sympathie med mine Meninger og Anskuelser for den evige Følelse, der kun virkelig kan blive til, hvor tvende Væsner staae heelt og klart for hinanden! - Bedste, kjæreste Signora! De har gjort mig uendelig lyksalig; men jeg kan ikke tænke mig denne Lyksalighed uden saa stor en Smerte, at jeg synes at opløses og forgaae derved. - Kjære Dr. Pietro! tag det lille Blad, du vil finde paa min Pult i den tilbundne Mappe - læs det for de Venner, jeg nu kan see ved mit Leie her i Mørket, skjøndt jeg er skjult for deres Øine!«