Uddrag fra Pulcinellen

»Hans travesterede Don Juan var et Mesterværk, trods 208 Gjøglerierne og den forargelige Frivolitet«, tog den ældre Konstner Ordet igjen; »den saakaldte »Svanesang«, han gjerne sang, som Don Juan, var høist slibrig, og det undrer mig ikke, den blev forbudt. Han lod deri et helt forvorpent Libertinerliv drage sig forbi med de alleryppigste Billeder. Hans Frækhed var dog blandet med et Lune, som han neppe i nogen anden Rolle kan tilegne sig. Selv naar han var allermest frivol, røbede dog hans Humor en lønlig Foragt for Lavheden i det Liv, han skildrede, og han maatte komme Frækheden til Hjælp ved at nedsvælge det ene Glas Orvietto efter det andet. I hans høieste Libertiner-Svimmel stod Commandantens Stenbillede fra Gravmælet for ham og strakte den spøgelseagtige Stenhaand ud imod ham. Der foer da pludselig et forunderligt Udtryk af Gru, blandet med vild Trods, over hans ungdommelig overmodige Ansigt - han greb rask den lange Stenhaand, og saa begyndte hans mimiske Dødskamp under en tragikomisk humoristisk Udgydelse af Livsforagt og fortvivlet Atheisme, dog med selvmodsigende Tro paa den Aandeverden, han baade fornegtede og haanede. Man saae alle Tegn paa den gradviis seirende Død i hans Miner og Bevægelser, indtil han med et kvækkende Pulcinelskrig, som man baade loe og gyste ved, styrtede om som et virkeligt Lig ved Stenspøgelsets Fødder.«