Uddrag fra Pulcinellen

Han havde afkastet den graae spidse Filthue tilligemed Pulcinelvamsen, men bar endnu Maskenæsen og de lange meelhvide Underklæder, der halvt skjultes af en kort, noget lappet Silkekappe. En sort, temmelig afslidt Fjærbaret sad skraa paa det sortlokkede Hoved, og en Glasagraf skinnede derpaa i Sollyset som et Diamantsmykke. Ved Hoften bar han en spids, forrusten Staalkaarde. Idet han nu tog den lange, spidse Papnæse fra sit Ansigt og kastede den ned blandt de leende Tilskuere, saae man først hans Ansigt uden alle konstige Forvanskninger. Det var blegt, men svarede paafaldende til Forestillingen om den verdensforagtende Grubleraand, som man tænker sig hos en Faust. Han var høi og noget mager, men ædelt bygget. I hans 209 hele Væsen var der en vis Høihed og aandelig Magt, som forbausede; men i hans mørke Blik var der en uhyggelig Ild.