↩ Tilskuerne loe og klappede; men man holdt pludselig inde; thi nu begyndte den dødblege Pulcinel sin mesterlige Efterligning af en Døendes Miner og Bevægelser. Han vilde formodentlig, trods det tragiske Alvor, der syntes at have overvældet ham, give sin Afskedsreplik til Verden et komisk Udtryk ved den kvækkende Pulcinelstemme, og han tog hastig Metal-Instrumentet i Munden. Idetsamme hørtes et fjernt Skrig endnu af hin ulykkelige, vanvittige Pige. Gjøglerens Øine spilede sig op. Han saae ud som En, der kvæles. Hans Dødskamp blev nu pludselig saa sand og naturlig som det var tænkeligt. »Jeg døer! -jeg døer!« - skreg han med den pudseerlige Pulcinelstemme og blev belønnet med stort Bifald. - »En Læge! - en Læge!« - skreg han - »en Præst!« og Bifaldet blev endnu stærkere.