Fjorten eventyr og fortællinger

Ingemanns eventyr og fortællinger

Det almindelige billede af Ingemann er den rare, barnligt uskyldige digter i det idylliske Sorø. Det er da ikke forkert, at Ingemann rummede disse lyse sider, men hele sandheden er det heller ikke; igennem forfatterskabet findes fra først til sidst en anden, langt mere dyster farve, der gengiver de dæmoniske afgrunde i tilværelsen. Denne anden side af Ingemann er ikke mindst fremtrædende i hans eventyr og fortællinger, der især beskæftiger sig med det splittede menneske og dets fragmenterede virkelighed.

Ingemann offentliggjorde sin første samling Eventyr og Fortællinger i 1820 og arbejdede siden jævnligt med disse genrer; hans produktion strækker sig altså over godt 40 år. I ungdomsdigtningen op til 1820 beskæftigede han sig overvejende med det indre liv, med subjektive stemninger, og hans værker er fortrinsvis dramatiske og lyriske, sjældnere episke. Der er kun ganske få eksempler på prosatekster, og det er karakteristisk, at prosaen i Varners poetiske Vandringer (i Procne, 1813) bruges til at forbinde og uddybe digtene; den episke kerne i denne »lyriske Kjærlighedsroman«, som Ingemann kaldte den (i Tilbageblik paa mit Liv og min Forfattervirksomhed fra 1811-1837, 1863, s. 22), kan sammenfattes i få sætninger. Hans første forsøg på at skrive en prosafortælling er Krønike om Hr. Helias og Jomfru Beatricia (i Julegave, 1816), en behandling af svaneriddermotivet i en noget forældet stil, som allerede digteren selv fandt uheldig (Tilbageblik s. 35). Næsten alle den unge Ingemanns øvrige eventyr er i bunden form, og blandt disse er De sorte Riddere, 1814, og Reinald Underbarnet, 1816, de vigtigste. Her udtrykker Ingemann i voldsomme syner og yndefulde situationer sin livsopfattelse: mennesket er som hele skabningen stillet over for valget mellem det dæmoniske og det himmelske. Det dæmoniske i os er det sanselige begær efter magt og vellyst og vor higen efter at erkende alt ved hjælp af forstanden. Fra disse afgrunde kan vi frelses ved de tre kristne dyder, den barnligt tillidsfulde tro pa Gud, håbet om den evige salighed og - sidst, men ikke mindst - den åndelige, rene kærlighed. Det er poesiens opgave at gribe og 224 udtrykke denne sandhed, så hele verden lutres derved, om end den endelige forløsning først kan finde sted hinsides denne verden. Den samme grundholdning genfindes i det lange prosaeventyr De Underjordiske fra 1817. I dette værk har Ingemann nærmet sig en genkendelig ydre virkelighed og interesserer sig mere for de objektive forhold; eventyrets handling er både sted- og tidsfæstet.

Denne tendens bliver mærkbart forstærket i Ingemanns produktion fra 1820 og frem. I årene lige før havde han foretaget sin store dannelsesrejse til Italien over Tyskland, Schweiz og Frankrig. Udbyttet af rejsen blev ikke kun et førstehåndskendskab til spændende, eksotiske miljøer, men i det hele taget en større interesse for den ydre virkelighed. Det første værk, hvor denne nye udadvendthed kan spores, er Eventyr og Fortællinger, l820. Her tages en genkendelig nutidsvirkelighed op til digterisk behandling, og selv om den ikke er det eneste eller det vigtigste plan i fortællingerne, betegner samlingen dog noget markant nyt i Ingemanns produktion. I sammenhæng med denne vending mod det jævne står utvivlsomt en anden nyorientering, der kan iagttages i Eventyr og Fortællinger: Ingemanns joviale humor havde hidtil kun givet sig meget få og sporadiske udtryk i hans digtning, men fra nu af indgar den meget hyppigt i hans værker. Selv om Eventyr og Fortællinger på disse to vigtige områder markerer en ny fase i Ingemanns digtning, skal bruddet med de tidligere værker ikke overbetones: i Sphinxen er det gennemgående tema i ungdomsdigtningen, menneskets splittelse mellem det dæmoniske og det himmelske, drevet til sit yderste.

I 1827 udgav Ingemann sin anden samling kortprosa, Noveller. Han oplyser selv i en forerindring, at tre af de fire noveller har ligget færdige i nogle år, og at de skal betragtes som et »Tillæg« til 1820-samlingen. Der er da heller ikke tale om nogen voldsom udvikling mellem de to udgivelser; Ingemanns interesse for almindelige borgere og deres verden er mere fremtrædende, ligesom satiren over »filistrene«, det indskrænkede, satte borgerskab, er mildnet i forhold til Eventyr og Fortællinger. Det hænger nok sammen med, at Ingemann selv havde sat bo i 1822, hvor han blev ansat ved det genoprettede Sorø Akademi og derved fik sin materielle eksistens betrygget for resten af livet. Fra de tidligste Sorøår stammer de første nationalhistoriske værker, som blev meget positivt modtaget af publikum, hvilket har bidraget til at gøre denne periode til en af de lykkeligste i 225 Ingemanns liv. Noveller er da også den af hans kortprosasamlinger, der er mest præget af den idylliserende biedermeierholdning.

Men idyllen blev brudt. Inden Ingemann udgav sin næste samling fortællinger, blev han involveret i den eneste litterære fejde, han i sit liv deltog i. Chr. Molbechs beske kritik af Valdemar Seier, 1826, og Erik Menveds Barndom, 1828, vakte Ingemanns gamle bitterhed over den ubarmhjertige behandling, han i tidens løb var blevet udsat for af den litterære kritik, og for at befri sig for denne lammende følelse skrev han det lange eventyr Huldre-Gaverne, 1831, hvor han fik gennemheglet alt det i samtidens kulturliv, han følte sig i opposition til. Først og fremmest drejer det sig om det hovmod, der vil måle alt med forstandens alen - også det umålelige, nemlig åndens udtryk i religion og poesi. Eventyret affødte en fornyet kritik af Ingemanns hele livssyn, som han måtte besvare. Længe afholdt fejden ham dog ikke fra anden litterær virksomhed; foruden et par digtsamlinger udfærdigede han de sidste historiske romaner, og kortprosaen vendte han tilbage til med Varulven, Den levende Døde, Corsicaneren. Tre Fortællinger, 1835. Den lille samling betegner et højdepunkt blandt forfatterens fortællinger om ekstreme psykologiske tilstande, men reaktionerne på udgivelsen opmuntrede ham ikke til at fortsætte inden for denne genre.

De nærmest følgende år fuldførte Ingemann en række arbejder, der groft sagt repræsenterer to modsatte tendenser. På den ene side star noget af det lyseste, han har skrevet (bl.a. Holger Danske, 1837, og Morgen- og Aftensange, 1837-38), på den anden nogle overvejende dystre fremstillinger af de onde kræfters magt (Renegaten, 1838, og Salornons Ring, 1839). Værker som Stjernebilledernes Symbolik fra 1840 og den lange fortælling Kunnuk og Naja eller Grønlænderne, 1842, må ses som digterens forsøg på at slippe væk fra en virkelighed, han følte sig fremmed i. Fra hans breve ved vi, at han i disse år ofte følte sig mismodig, både over samtidens materialisme og Heibergkredsens dominerende rolle i litteraturen - og over sin egen afsondrethed i det kvælende idylliske Sorø. Men i samme periode finder han dog også trøstende tidens tegn: en folkelig og religiøs vækkelse kan så småt spores, og poetiske røster som Grundtvig, Hauch og H.C. Andersen hæver sig endnu for at forsvare de romantiske værdier, der efter Ingemanns inderste overbevisning har fremtiden - og evigheden - for 226 sig. Og Sorøtilværelsen giver dog mulighed for at fordybe sig i det væsentlige i tilværelsen.

Med denne sidste mulighed fik det dog en brat ende for Ingemann: fra 1843 til 1849 måtte han påtage sig en tyngende arbejdsbyrde som leder af akademiet. Sammen med udgivelsen af de samlede værker var den nær ved at hindre hans digteriske arbejde i 1840'rne. Det blev dog til en række »Kakkelovnskrogs-Historier«, som han kalder dem i forerindringen, udgivet som Nye Eventyr og Fortællinger i 1847. Samlingen gennemspiller kendte Ingemannske temaer, men til dels med krassere effekter og i kortere form end tidligere set. Enkelte steder kan der anes en vis distance til i hvert fald den overdrevne romantik, en distance, der kommer tydeligere frem i den sidste samling fortællinger, Ingemann selv udgav, Fire nye Fortællinger, 1850. Mellem de to værker ligger en bevæget tid, med regentskifte, forfatningskamp og krig. Ingemann sympatiserede ikke med kampen for indførelsen af demokrati og virker nærmest skræmt over den oprørte stemning i martsdagene i 1848, hvilket han giver udtryk for i det lange eventyr De fire Rubiner, 1849. Derimod følte han sig i samklang med den nationale begejstring i forbindelse med trearskrigen 1848-50. Ganske vist fandt han det overmodigt ikke at tolke krigens gang kristeligt, som udtryk for Guds styrelse, men fædrelandsfølelsen under krigen sa han som en genop vækkelse af den folkeand, han havde besunget i sine nationalhistoriske værker og i Holger Danske. I Fire nye Fortællinger har han i en lang historie givet følelserne over for hertugen af Augustenborg, en af de slesvig-holstenske oprørsledere, frit løb. Det andet element i stemningen under treårskrigen kommer frem i den sidste fortælling i samlingen, Christen Bloks Ungdomsstreger, en overstadigt munter skildring af det danske provinsliv, af omfang en mindre roman. Derudover rummer samlingen eksempler pa Ingemanns interesse for psykologiske ekstremer og hans fascination af det østerlandske miljø, som han ikke tidligere havde behandlet i den korte form. Foruden Fire nye Fortællinger udgav Ingemann i 1850 Den stumme Frøken (med genrebetegnelsen »Fortælling«, men på over 200 sider). Dette værk er en samtidsskildring, ligesom hans sidste store prosaværk Landsbybørnene, 1853.

Det sidste tiår af sit liv skrev Ingemann overvejende religiøse digte; dog vendte han i 1856 med Guldæblet tilbage til en af de foretrukne genrer i ungdomsdigtnihgen: eventyrdigtet. Det bruges nu til en 227 fremstilling af den romantisk prægede fortolkning af kristendommen, Ingemann i sine senere år nåede frem til. Indtil få dage før sin død arbejdede den gamle digter på sin Levnetsbog, vel det mest charmerende og levende, han har skrevet. Den åndelige rejse tilbage, memoireskrivningen indebar, kan spores i flere af de fortællinger, der stammer fra hans sidste år. En del af dem udgav han selv i forskellige blade og almanakker, en udgivelsesform, som han først sent brugte til sin kortprosa. Der er måske tale om en imødekommelse af bladenes behov for hurtigt læste spændende historier, men det kan ogsa tænkes, at Ingemann tvivlede på, at han kunne få skrevet tilstrækkelig mange korte fortællinger til en selvstændig udgivelse.

Det udvalg af Ingemanns eventyr og fortællinger, der her præsenteres, omfatter noget under halvdelen af hans kortprosa. Der er medtaget tekster fra alle de fem samlinger, han selv udgav, og fra hans produktion efter 1850. Det er tilstræbt med udvalget at belyse så mange facetter af Ingemann som muligt, og de optagne tekster er nogenlunde repræsentative for hans arbejder inden for genrerne. Det har kun været muligt at medtage ét egentligt eventyr, Det høie Spil, da næsten alle forfatterens prosaeventyr er alt for lange til at indgå i et udvalg; imidlertid er Det høie Spil et karakteristisk Ingemann-eventyr. Ingen af kortprosasamlingerne indgår i deres helhed i udvalget, men det er næppe nogen alvorlig mangel, da opbygningen af den enkelte samling virker bestemt af rent ydre forhold. I Eventyr og Fortællinger, 1820, findes et genreskema, idet eventyr følges af fortælling. Det eneste princip, der kan iagttages i ordningen af Noveller, 1827, er, at den længste fortælling anbringes sidst; det samme er tilfældet i de øvrige tre samlinger, Ingemann selv udgav. En indre sammenhæng mellem de enkelte stykker findes kun i Varulven, Den levende Døde, Corsicaneren, 1835, hvor alle tre fortællinger meddeles som breve af en landsbypræst; de to første har også et vist sammenfald i personer og emner. Man får alt i alt indtrykket af, at Ingemann fra 1819, hvor Det høie Spil sandsynligvis er forfattet, jævnligt har skrevet småfortællinger og udgivet dem, når han havde samlet en passende mængde; det tyder da også hans egen omtale af samlingerne på (f. eks. skriver han fra Rom 1819: »»Det høie Spil« vil jeg gjemme til det engang kan komme ud med flere Smaating; det er for ubetydeligt til at gaae paa egne Been«, Breve til og fra Bernh. Sev. Ingemann v. V. Heise, 1879, s. 110).

228