↩ Det almindelige billede af Ingemann er den rare, barnligt uskyldige digter i det idylliske Sorø. Det er da ikke forkert, at Ingemann rummede disse lyse sider, men hele sandheden er det heller ikke; igennem forfatterskabet findes fra først til sidst en anden, langt mere dyster farve, der gengiver de dæmoniske afgrunde i tilværelsen. Denne anden side af Ingemann er ikke mindst fremtrædende i hans eventyr og fortællinger, der især beskæftiger sig med det splittede menneske og dets fragmenterede virkelighed.