↩ I 1827 udgav Ingemann sin anden samling kortprosa, Noveller. Han oplyser selv i en forerindring, at tre af de fire noveller har ligget færdige i nogle år, og at de skal betragtes som et »Tillæg« til 1820-samlingen. Der er da heller ikke tale om nogen voldsom udvikling mellem de to udgivelser; Ingemanns interesse for almindelige borgere og deres verden er mere fremtrædende, ligesom satiren over »filistrene«, det indskrænkede, satte borgerskab, er mildnet i forhold til Eventyr og Fortællinger. Det hænger nok sammen med, at Ingemann selv havde sat bo i 1822, hvor han blev ansat ved det genoprettede Sorø Akademi og derved fik sin materielle eksistens betrygget for resten af livet. Fra de tidligste Sorøår stammer de første nationalhistoriske værker, som blev meget positivt modtaget af publikum, hvilket har bidraget til at gøre denne periode til en af de lykkeligste i 225 Ingemanns liv. Noveller er da også den af hans kortprosasamlinger, der er mest præget af den idylliserende biedermeierholdning.