↩ Det sidste tiår af sit liv skrev Ingemann overvejende religiøse digte; dog vendte han i 1856 med Guldæblet tilbage til en af de foretrukne genrer i ungdomsdigtnihgen: eventyrdigtet. Det bruges nu til en 227 fremstilling af den romantisk prægede fortolkning af kristendommen, Ingemann i sine senere år nåede frem til. Indtil få dage før sin død arbejdede den gamle digter på sin Levnetsbog, vel det mest charmerende og levende, han har skrevet. Den åndelige rejse tilbage, memoireskrivningen indebar, kan spores i flere af de fortællinger, der stammer fra hans sidste år. En del af dem udgav han selv i forskellige blade og almanakker, en udgivelsesform, som han først sent brugte til sin kortprosa. Der er måske tale om en imødekommelse af bladenes behov for hurtigt læste spændende historier, men det kan ogsa tænkes, at Ingemann tvivlede på, at han kunne få skrevet tilstrækkelig mange korte fortællinger til en selvstændig udgivelse.