Uddrag fra Fjorten eventyr og fortællinger

Næsten helt uden for det borgerlige samfund finder vi endelig kunstnerne. Karakteristisk nok anses den frie fugl, vandringsmanden Holger, i indledningen til Det høie Spil (s. 7) for kunstner, og Arnolds spirende erkendelse af digterkaldet udtrykker klart modsætningen mellem samfundets forventninger til den gode borger og kunstneren: »Phantasien løber sur nok med mig, og jeg teer mig saa galt i Alt hvad jeg foretager mig, at jeg næsten skulde troe, jeg var Digter« (s. 49, jf s. 50). Mens Arnold må fravælge eksistensen i samfundet, og den kunstnerisk begavede varulv går i stykker på sine forsøg på at indtræde i en borgerlig tilværelse, viser De fortryllede Fingre, at kunstneren for den ældre Ingemann, der selv var professor, etatsråd og ridder, har mulighed for at følge sit kald inden for samfundets rammer (s. 159). Højdepunktet af idyl nås af Frants i Det forbandede Huus, der forener kunst og håndværk (s. 101). Gøgleren, der befinder sig i marginen af samfundet, er en parodi på den ophøjede kunstner, men har sig selv at takke for sin deroute (Mathis i Skolekammeraterne og Pulcinellen).