↩ Overgangen fra poesi til prosa betegner en tilnærmelse til talesproget, og Ingemann meddeler da også om flere af sine korte beretninger, at de oprindelig er blevet fortalt i en fortrolig kreds (Tilbageblik s. 41, jf. forerindringen til Nye Eventyr og Fortællinger). Denne oplysning kan måske virke overraskende for en moderne læser, der må opfatte 243 Ingemanns stil som udpræget skriftsproglig. Men i forhold til megen anden samtidig litteratur er stillejet gennemgående jævnt, og i replikkerne har han ikke sjældent truffet det talte sprogs tone. Nægtes kan det dog ikke, at det skulle blive H.C. Andersen og ikke Ingemann, der som den første gennemført formåede at fastholde talens friskhed og charme i skrift