Fjorten eventyr og fortællinger

Vurderingerne af Ingemanns eventyr og fortællinger

Modtagelsen af Ingemanns kortprosasamlinger var blandet. Af Eventyr og Fortællinger, 1820, kender Erslews Forfatter-Lexicon slet ingen danske anmeldelser. Noveller, 1827, er kun anmeldt i Kjøbenhavnsposten (18/4), der roser samlingen, men i meget almindelige vendinger. Det blev også kun til én, ganske kort omtale af Varulven, Den levende Døde, Corsicaneren, 1835, og den er ikke elskværdig. Ingemanns fortællinger sammenlignes her med hverdagshistorierne (af fru Gyllembourg), hvis »sanddrue Charakterer tagne fra det Liv, hvori vi Alle leve og røres« sættes langt højere end Ingemanns »underlige Drømmetoner« (Kjøbenhavnspostens søndagstillæg, Søndagsblad, 12/4 1835). I 1847 har Kjøbenhavnsposten (7/12) skærpet tonen; det er interessant, at det, anmelderen af Nye Eventyr og Fortællinger især væmmes ved, er fortællingernes »Halvhed«, at de hverken vil give en naturlig eller en overnaturlig forklaring på begivenhederne; i det hele taget er dæmonien malplaceret i hverdagslivet. Det er altså den fantastiske fortælling, denne anmelder vurderer så lavt - om end han beskriver den præcist. Også Flyve-Postens overvejende positive recension (14/12) har svært ved at acceptere Ingemanns foretrukne kortprosågenre; selv om fortællingerne, f.eks. De fortryllede Fingre, rummer megen »yndig Følelse og skjøn Phantasi«, havde det dog været bedre, om de havde valgt side og været enten eventyr eller noveller. Fire nye Fortællinger er iflg. Erslew kun anmeldt i Kjøbenhavnsposten (12/9 1850), og dér levnes ikke Ingemann megen ære for samlingen; igen er det, der støder, konflikten mellem »det romantiske Sværmeri« og »Reflexionen«.

I Tyskland og Sverige var der interesse for Ingemanns kortprosasamlinger, men mest for de tidlige. Eventyr og Fortællinger oversattes hele tre gange til tysk, selv om modtagelsen af dem var blandet; især 244 dadledes Ingemann for sin afhængighed af Hoffmann. Noveller oversattes i sin helhed til svensk, Varulven, Den levende Døde, Corsicaneren til tysk, karakteristisk nok af digterkollegaen Fouqué, der i denne periode ligesom Ingemann herhjemme almindeligvis regnedes for en håbløst antikveret romantiker. Af de senere samlinger oversattes i samtiden kun enkelte stykker.

Ingemann svarede ikke offentligt på den hårde danske kritik af kortprosasamlingerne. I sine breve kommenterede han dem selvfølgelig, og en enkelt gang bliver forsvaret for det såkaldt overnaturliges inddragelse i det virkelige liv begrundet i Ingemanns hele livsanskuelse (Breve til H.C. Andersen s. 313f.). Her formulerer han sin bekendelse til den »Livspoesie, der lader alle Verdner og Naturer flyde sammen i en ubegrændset Heelhed« - en ægte romantisk tanke, som det godt kan virke overraskende at finde så sent som i 1847, hvad Ingemann selv var klar over. Men han fastholdt sin romantiske protest midt i biedermeieridyllen.

I litteraturen om Ingemann har hans kortere fortællinger og eventyr meget længe fået en noget stedmoderlig behandling; de omtales som regel meget kort og ofte lidt nedladende. Denne behandling kan skyldes, at de fantastiske fortællinger i særlig høj grad modsiger billedet af Ingemann som den barnligt naive digter, der havde sin styrke i morgen - og aftensångene for børn og i de historiske romaner, der efterhånden blev regnet for drengebøger. De voldsomme sammenstød mellem hverdagslivet og den oftest dæmoniske åndeverden passer heller ikke med opfattelsen af den danske guldalderlitteratur som gennemgående »sund« og velafbalanceret, fjernt fra farlige ekstremer (i modsætning til den tyske romantik, hvorfra den havde sit udspring). Først i de senere år er Ingemanns korte prosafortællinger gjort til genstand for udførlige behandlinger, der især har interesseret sig for de fantastiske fortællingers fremstilling af den splittede personlighed og deres tvivl om virkelighedens egentlige beskaffenhed.