↩ I Tyskland og Sverige var der interesse for Ingemanns kortprosasamlinger, men mest for de tidlige. Eventyr og Fortællinger oversattes hele tre gange til tysk, selv om modtagelsen af dem var blandet; især 244 dadledes Ingemann for sin afhængighed af Hoffmann. Noveller oversattes i sin helhed til svensk, Varulven, Den levende Døde, Corsicaneren til tysk, karakteristisk nok af digterkollegaen Fouqué, der i denne periode ligesom Ingemann herhjemme almindeligvis regnedes for en håbløst antikveret romantiker. Af de senere samlinger oversattes i samtiden kun enkelte stykker.