↩ De senere udgaver af fortællingerne genoptrykker teksterne, med en del mindre væsentlige ændringer. Andenudgaven af de tre tidlige samlinger forela først i Samlede Skrifter, 1845. Her er der naturligvis foretaget en del forandringer af stavemåder og bøjningsformer for at bringe teksten i overensstemmelse med samtidens norm på disse områder, og samme ønske om en korrekt sprogform kan spores i en række ændringer af ordlyden som »sin« til »hans« (f eks. i »sit hele Liv«, Det høie Spil s. 13). En del indgreb skyldes antagelig et ønske om at skabe variation, som nar det andet »sagde« Moster Maria s. 89 erstattes af »udbrød«; en anden type bearbejdelser gør stillejet lidt jævnere (bl.a. bliver »Gangere« til »Rideheste« Sphinxen s. 50). Undertiden lettes læsningen ved, at sætningsbygningen forenkles (således Moster Maria s. 90: »han [saae] atter hen til Vinduet, hvorved Glasset faldt ham af Haanden«, der ændres til »han [saae] atter hen til Vinduet -Glasset faldt ham af Haanden«). Undertiden strammer Ingemann teksten ganske let ved udeladelser (»den skjønne Mirza« bliver f.eks. til slet og ret »Mirza«, Det høie Spil s. 40), men det sker ikke særlig hyppigt, og han foretager også udvidelser, som regel for at gøre sammenhængen klarere (således forklares Marias voldsomme reaktion på Hinds replik s. 92 ved tilføjelsen »Der var en Kulde og Haan i hans Blik og Stemme, som gjennemisnede hende«).