Hostrup, C. Uddrag fra GJENBOERNE

Dit utaknemmelige Skarn, som ikke skjønner det bitterste paa, at vi har saadan en sød lille Gjenboerske. Men saa gjør hun ogsaa Gjengjæld og skjønner heller ikke paa dig igjen. Jeg og hun er derimod bleven ganske gode Venner. Hun bliver rigtignok rød i Hovedet, naar jeg ser paa hende, men hun trækker sig ikke længer tilbage, og somme Tider har hun kigget saa polisk herover, saa jeg er bleven ganske desperat i Hovedet og har faaet det fortvivlede Indfald at løbe derover og præsentere mig som Frier. Men jeg har, Gud ske Lov, altid betænkt mig, inden jeg naaede Porten. Hvor skal du nu hen?