Hostrup, C. Komedier og Digte

SANGE

DRIKKEVISE
1841.
Mel. Hvis et godt Raad I følge vil.

Nu er det stille; han har os forladt,
Solen, den gamle Urostifter,
og i den tavse, kølige Nat
vil vi skride til svare Bedrifter.
Borgeren snorker alt, men vi -
vi gaa paa Perlefiskeri.

For os paa Bordet se vi et Hav,
Bølgerne vildt mod Kysten skummer;
med i sin dybe, skrækkende Grav
mangen kostelig Perle det rummer.
Se, hvor de funkle! Bølgen her
har laant dem af sit Gyldenskjær.

Bredden er stejl, det gaar vel ej saa nemt,
frejdig vi dog paa Fangsten drage:
Kjækhed og Haab og Lystighed og Skjæmt,
det er Perler, man ikke bør vrage.
Halsen er tør, og Lysten stærk. -
det glider nok, det store Værk!

Sej, mine Gutter, nu skal vi til Bunds!
Glasset det er vor Dykkerklokke,
458 dermed vi synke i den dybe Punsch,
hvor de funklende Perler os lokke.
Efter dem - rask! nu ned det gaar;
en Skaal for ham, der først dem naar!

UNGDOMMEN
1854.
Mel. Mens Nordhavet bruser.

Jeg rutter med Glædens og Haabets Ord,
det Statsmanden aldrig kan døje;
den Stakkel skal lappe vor sprukne Jord,
det er en fortrædelig Møje.
Mens bidsk han tygger sin tørre Negl,
saa flyver glad jeg for fulde Sejl.

Den dristige Flugt gjør ham stadig vred;
han jævner til venstre og højre,
hvad højt rager op, vil han trykke ned,
hver Kraft han tilbørlig vil tøjre.
Snart har han alting gjort tamt og ens,
men jeg, jeg er ham for let til Bens.

Han sidder belemret af Gods og Guld,
af Titler og Hensyn og Former;
jeg klæber ej fast ved det døde Muld,
bevinget mod Himlen jeg stormer.
Men hvad jeg ser fra den høje Tind,
det kalder gnavent han Hjernespind.

Og raaber saa højt han paa Kløgt og Aar,
paa Ungdom og skuffende Løgne,
459 saa bøjer jeg mig for hans hvide Haar,
men tror ligefuldt mine Øjne.
Til Raad er Gubben en herlig Gæst,
men unge Øjne de se dog bedst.

Ja, lidet jeg frygter for Stormens Hvin,
ej ænser jeg Vinterens Kulde;
jeg ser gjennem Sneens det tætte Lin,
at Vaaren er vaagnet i Mulde;
jeg ler ad hele den kloge Flok
og venter trøstig - den kommer nok.

SØNDERJYDERNES BESØG
i Korsør, den 2. September 1865.
Mel. Menuetten af Elverhøj.

Velkommen - ej til fremmed Jord,
i Danmark selv I bygge -
velkommen hid, hvor Dansken bor
i Danevældens Skygge!
Fra Livet, bøjet under Aag,
fra Buret hist, det trange,
velkommen hjem til Dannebrog
og til de danske Sange!

Ak, Sangen her forstummed plat,
hvor før saa liflig drømtes,
den frøs ihjel hin Vinternat,
da Dannevirke rømtes;
og Vaaren kom med Blomsterduft
og favre Solskinsdage,
men knap i Danmarks frie Luft
vi kunde Vejret drage.

460

Men nu, vi eder se paa ny,
skjønt kort er Mødestunden,
da er det som i Morgengry,
da røres det i Lunden;
hver lille Fugl da føler godt,
at dømt er Mørkets Rige,
og, halvt i Drømme, kvidrer smaat
om Dagen, der vil stige.

Ja Dagen kommer, vi det veed,
skjønt kun den ses i Drømme,
den Dag, da Ørnen, som slog ned,
maa hjem til Reden rømme,
da frit i Sønderjyllands Skov
det røde Flag tør gynge,
og ikke Lærken blot faar Lov
paa Heden Dansk at synge.

Ja derom vaagner Fuglekvad,
hvorhen I blandt os vandre,
og derom vil vi hjælpes ad
at drømme med hverandre.
Og om saa snart til Ørnens Klo
I atter bort maa drage,
vi veed det vist, I Brødre tro!
I komme dog tilbage.

FREM, BONDEMAND, FREM
1866.
Mel. Sig, husker du ikke den lystige Tid.

Hel tungt han efter sig Foden drog,
som før var saa rap;
højt Lærken over hans Hoved slog,
men han hørte den knap.
461 Hans Sans var dummet, hans Kraft som død,
hans Daad forlængst gaaet i Glem,
han angst for sammen, den Gang det lød:
frem, Bondemand, frem!

Men snart han følte, der veg et Tryk
fra Sjæl, som fra Krop,
han rettede langsomt sin brede Ryg
og slog Øjnene op.
Paa Tinge hans Røst, i Kamp hans Sværd
har lydt, saa det havde Klem,
men end det kalder dog fjærnt og nær:
»frem, Bondemand, frem!«

Ja, sænker end du dit Blik mod Jord,
endskjønt du er fri,
og bærer endnu du af Lænken Spor,
du før smedet var i,
og lyster det ej dig at stande som Værn
for Frihed og Fædrehjem,
er ikke dit Mod som din Arm af Jern:
»frem, Bondemand, frem!«

Ja, frem! thi Maalet du ikke har naa't
med Sulet paa Bord;
fra Frimands Ret og til Stormands Daad,
saa gaar Vejen i Nord.
Ja, frem til Hjælp i den trange Tid
med Skatten, du har i Gjem,
med Folkets slumrende Kraft og Vid -
frem, Bondemand, frem!

Din Moder sidder nu gammel og træt,
men frejdig i Hu,
462 sin Alderdoms Trøst og sin tabte Ret
i dig venter hun nu.
Din Moders Hus er blevet et Skur,
der inde Trækken er slem,
det gjælder at rejse den sunkne Mur -
frem, Bondemand, frem!

HØJE NORD
1869.
Sat i Musik af Joseph Glæser.

Høje Nord, Friheds Hjem!
ej for Mørket til at true,
men for Solen til at lue
og for Liv til at gro frem.
Lad det bryde! lad det gjære!
stem ej Strømmen! taal dens Brag!
den vil bære
Grøde til en Sommerdag.

Høje Nord, Sangens Bo!
- ikke den, der dvalebinder, -
den, der tænder Glød paa Kinder,
først gjør fri og saa gjør fro.
Kald dit Kor fra Skovens Sale!
lær i Sky det Vinger slaa!
lær det dale
dybest ned til Bondevraa!

Høje Nord, Haabets Borg!
hvor det op i Mulmet vælder,
hvor utrættelig det melder
Vaarfryd efter Vintersorg.
463 Nyn det ind i Drenge kjække,
saa de le ad Jætters Larm!
lad det lægge
Lys i Tanken, Staal i Arm!

Høje Nord, Kæmpehal!
det er Tid, at Kraften kjendes,
det er Tid, at Sener spændes,
Tid til Stigen eller Fald.
Kald paa Heltene, der blunde!
saml i eet de skilte Raad!
og i Munde
læg os Ordet, som er Daad!

VED N. F. S. GRUNDTVIGS JORDEFÆRD
1872.

Kimer, I Klokker! nu sluktes en Sol over Mulde,
længe den kæmped mod Mørket med Straalerne fulde;
sildig den sank,
stor i sin Nedgang og blank.
Æren er Guds i det høje.

Kimer, I Klokker! dog ikke til Suk for den døde,
Aftenens Guld over Graven vil Morgenens møde;
kimer til Dag!
Lyset har vundet sin Sag -
Æren er Guds i det høje.

Dagen, den signede, som han har prist, mens det skumred,
lyse nu over hans Støv, naar det længe har slumret,
464 fatte hans Værk,
voxe sig solklar og stærk!
Æren er Guds i det høje.

Kimer, I Klokker, om Herren, som skjænked ham Kraften,
kimer om Guldet fra Himlen, der gyldned hans Aften,
kimer fra Jord.
Sejer og Fred i Guds Ord!
Æren er Guds i det høje.

HØJSKOLESANG TIL VALLEKILDE
Mel. Ja vi elsker dette Landet.

Det, som lysner over Vangen,
er det Aftenrød?
var monstro det Svanesangen,
som fra Sundet lød?
Blank kun staar en gylden Strime,
slukkes den paa ny?
hvad er denne Brydnings-Time?
Skumring eller Gry?

Derpaa maa I unge svare,
det til eder staar,
om af Røre't sig skal klare
Dag med Krans om Haar,
om vort Hjem igen skal svømme
frelst paa Tidens Flod
og endnu sin Ungdoms Drømme
se med Kjød og Blod.

465

Atter stilles Dansker-Ætten
for en aaben Dør,
Aanden flyver over Sletten
lavt, som aldrig før,
kalder daanede til Live,
puster paa hver Gnist,
at den bedste Dag skal blive
den, der kom tilsidst.

Hører det, I Ungersvende!
nu sig aabner Vej,
bedre Tid staar op af denne,
hvis I svigter ej.
Hører det, I danske Piger!
eders Sag det er,
uden eder Dagen viger,
voxer kun med jer.

Flokkes tæt da, Danmarks unge!
- Aanden fandt paa Raad -
til at høre, til at sjunge,
voxe op til Daad,
at en Gang I kan med Ære,
bort fra Nattens Sky,
eders gamle Moder bære
ind i Dagen ny!

466

DE UNGES SANG
I VALLEKILDE HØJSKOLE
Ved Indvielsen af det ny Øvelseshus 1884.
Som en Marsch af O. Lindblad.

Vi fik ej under Tidernes Tryk
et bøjet Mod, en ludende Ryg,
vor Kamp, vort Kald, hvad bære vi kan,
end ligger gjemt under Synskredsens Rand.
End vor Røst er uden Magt
og vor Daad uden Hjem,
og om os er al Ting sagt
med det Ord: vi vil frem!
Fremad efter Livets Kranse!
Tid har vi ej til at standse.

Vi veed, der end maa fares i Mag,
vi gaa som mod en gryende Dag,
men famler ej i Mulmet omkring
og skal ej hildes i Taagernes Ring.
Har vi langt endnu til Havn,
der er Vind i vore Sejl,
der er Lysning for vor Stavn,
at vi ej løbe fejl,
Trøstig fremad! tændt er Fyret,
Vej kjender han, som har Styret.

Kun Fod for Fod vi se, hvor vi gaa,
med veed dog godt, hvorhen vi skal naa:
til dybt i Barm at ha' vort Kompas
og ej blot finde, men fylde vor Plads.
467 Ja, vor Gang maa blive fast -
vi er fribaarnes Æt -
og vor Higen maa faa Hast
og vor Fod blive let,
Øjet opladt, Haanden øvet,
Tanken paa Flugt over Støvet.

Vi høre, hvor det kalder os frem,
vort gamle, sjunkne Fædrenehjem,
det tappert bød Aartusinder Trods,
men har nu hele sit Haab sat til os.
Vi skal rense det for Støv,
vogte tro, hvad som du'r,
vi skal slynge Vaarens Løv
om dets vejrslagne Mur -
Danmark, uden Læ af Bjerge,
vi vil dig styrke og værge.

En ensom Vandring ej staar os an,
vi flokkes flux, hvor mødes vi kan,
vort Mod til Farten da bliver frit,
og det gaar frem, naar vi kjønt holde Trit.
Ja, da trave vi med Sang
over Sten, over Stok,
Vejen bliver aldrig lang
for den sluttede Flok;
slut da sammen! kort er Glæden,
snart skal vi spredt ud i Kjæden.

Ja snart det sker, at vi skal afsted,
og alle Vaaben maa vi ha' med,
de slibes alt og skærpes saa smaat,
og vi vil lære at føre dem godt;
468 lære ret at gjøre lyst,
hvor vi sætte vor Fod,
og igjennem Livets Dyst
bære Ungdommens Mod;
Dagens Møje, Kampens Lue,
aldrig i os skal det kue!

HJEMMETS SANG
Af »Under Snefog«.
1888.
Mel. af en tysk Minnesang.

Naar Somrens Sang er sungen,
og Kulden knuger Støvet,
og Tonen dør paa Tungen,
af Stormen overdøvet,
mit Hjem, du rige, varme!
i dine Moderarme
jeg lever op paa ny.

Og alt, hvad Blæsten skræmmed,
hvad Frostens Magt mon kue,
det skjærmes huldt i Hjemmet
og tø'r ved Arnens Lue,
hvert Lysglimt bli'r til Glæde,
hvert Suk la'r ud sig græde,
hvert Haab faar Luft i Sang.

469