Hostrup, C. Komedier og Digte

DIGTE

DRØM OG LIV
1862.

Han sang, og de lytted med venlig Hu
til Tonerne stærke, fulde;
de sagde: »Lykkelig er du,
dig følge de Muser hulde.
Ja syng og drøm kun Dagen lang,
saa lever paa Folkets Røst din Sang,
naar selv du er gjemt i Mulde.«

Da kaldte han paa de Syners Hær,
de kom som Taager i Skare,
saa skiltes de ad og traadte ham nær
og smilte med Øjne klare,
saa drog de om ham saa broget en Krans,
saa rev de ham ind i den gladeste Dans,
det var, som Vinger ham bare.

Og Synerne skifte, de fødes og fly,
som Timer rinde de Dage.
Og Sangen stiger i højen Sky
og svulmer af Lyst og Klage;
og naar den endes, den lyse Leg,
saa sidder Ynglingen fattig og bleg
og længes mod Drømmen tilbage.

470

Og Sangen trænger til Hjerterne ind,
saa mange den højt berømme;
men alt som de glædes, til Sangerens Sind
de tungeste Tanker strømme:
»Hvad vandt jeg andet end Tidsfordriv?
Hvad gavner det mig, mine Drømme faa Liv,
naar Livet selv bliver Drømme?

Skal jeg svæve løs mellem Himmel og Jord
og ej finde Fæste for Foden?
Kun fast i sin Jordbund Livet gror
og henter sin Kraft gjennem Roden.
Skal Lys jeg tænde og selv blive slukt?
og lever jeg kun for at sætte Frugt
og visne, naar den er moden?

De sige: drøm, fly bort fra dig selv!
men hvor faar jeg selv da hjemme?
Skal jeg kaste mit Selv i Glemselens Elv,
at ej de min Drøm skal glemme?
Nej Døden er skjult under Drømmens Slør,
og lidet det baader den, som dør,
at han lever paa Folkets Stemme.«

Saa vendte han Ryg til Drømmenes Slot,
han vilde sig hjem begive,
og dybt han sukked til Livets Drot:
»Nu, Herre! jeg din vil blive.
O giv mig blot, hvad de ringeste faa;
ja, Herre! lad kun mit Værk forgaa,
men hold du mig selv i Live.«

471

Ej Sangen mer fra hans Læbe lød,
bort Tryllesynet var faret;
men Livet aabned sit rige Skjød,
og alle Himle sig klared.
Og visned Frugten, som nys var skabt,
og gik der en Smule Digter tabt,
et Menneske blev bevaret.

LÆRKEN
1866.

Hvad synger du om
saa højt i det Blaa?
hvem gjælder din Vise?
vil Sneen du prise
og visne Straa?
har Solen dig kaldet?
den skinner saa kold,
og Skoven er skallet
og Marken gold.

»Jeg stiger saa højt
»jeg skuer saa vidt,
»jeg ser, at den kommer,
»den liflige Sommer
»med snare Skridt.
»Alt hører jeg vaagne
»den rislende Bæk,
»det døde og dovne
»da flyr med Skræk.

472

»Jeg skuer saa langt,
»jeg synger saa frit
»om Taagen, der lettes,
»om Engen, der spættes
»med rødt og hvidt,
»om Snekken, der danser,
»om Sæden, der gror,
»om Glæden, der kranser
»den danske Jord.«

Hvad drømmer du om
saa højt i det Blaa?
Mon Glæden kan trives,
hvor Ørnene rives
om Fugle smaa?
kan Marken os trøste
og bugnende Træ'r,
naar Fjenden skal høste
det Guld, de bær?

»Jeg stiger saa højt,
»jeg skuer saa vidt,
»bag Taagen der omme
»jeg øjner det komme
»med snare Skridt;
»alt hører jeg vaagne,
»hvad slumred saa fast,
»det døde og dovne
»da flyr i Hast.

»Jeg stiger saa højt,
»jeg skuer med Lyst,
»at Fædrenes Minde
»sit Tempel skal finde
473 »i Barnets Bryst,
»at Sagnet i Hytte
»faar Vinger igjen,
»og Drenge, der lytte,
»gaar ud som Mænd.

»Jeg skuer saa langt,
»jeg synger saa fro
»om Vælden, der glipper,
»om Duen, der slipper
»af Ørnens Klo,
»om Freden, der kommer
»med Stordaad og Sang,
»om Sol og Skjærsommer
»i Danevang.«

RISBØGEN
1866.

Der er saa lyst i Skovens Hal,
thi Taget ligger nede;
den klare Dag ej længer skal
om Vej til Gulvet lede.

De ranke Bøge, Vaarens Sol
fik smykket ud til Gilde,
de kasted stolt den bløde Kjol,
da Luren klang, den vilde.

De blotted Issen som til Fest,
ej Frost og Sne dem skræmmer,
de strækker mod den skarpe Blæst
de nøgne Kæmpelemmer.

474

Ikkun den lave Risbøg staar
med Løv paa alle Kviste,
dens Brudedragt blev brun og haard,
dog vil den ej den miste.

Højt Stormen skriger: »kast dog, kast
de grimme tørre Blade!«
men tro den holder Mindet fast
fra Dagene de glade.

Ja kommer Vaarens Sol paa ny
og siger: »slip nu, kjære!«
den vil bag Anemoner bly
sin gamle Kjole bære. -

Vil bære den, til Timen slaar,
hvorom Smaablomster hviske,
da under Dragten brun og haard
den færdig har den friske.

- O Danmark, som saa lav og svag
bag Skovens Træ'r dig fjæler,
du kjender Vintrens Favnetag
og hvordan Stormen kjæler.

Den klapped dig i Huj og Hast,
da falmede din Lykke;
men som dit eget Træ hold fast
paa Somrens visne Smykke!

Om de, der knejse stolt i Sky,
tør kjækt med Stormen lege,
forsmaa dog ej at søge Ly
bag Minderne, de blege!

475

Thi dine Minder er dit Guld,
saa sæt dit Guld paa Rente!
ja vogt dem vel i Vinterkuld,
der er en Vaar i Vente.

Hvad før dig gjorde stærk og glad,
din Krans, dit Haab, din Fane,
hold fast paa dem til mindste Blad!
lad Stormen intet rane!

Hold fast, om saa al Verden lo!
hold fast, om du maa græde!
de Spirerne vil dække tro
til næste Sommers Glæde.

Ja slip dem ej for Døgnets Glans,
hvad Dværgene saa hviske,
før under Mindets brune Krans
du bærer Sejrens friske!

VINTERSÆDEN
1870.

Det var ved Sankt Mortens Tide,
graa var Himlen, Marken kullet,
hist og her stod kun den grønne
Rug og lyste op i Muldet.

Hen ad Vejen gik jeg langsomt,
Anders Hjulmand ved sin Side,
og han skred med bøjet Hoved,
talte om sin Hjertekvide.

476

Om den Skat, han havde ejet,
om det Tab, han havde prøvet,
om sin unge Søn, som nylig
blegnede og faldt med Løvet.

Og - mens ned ad Kindens Furer
Draabe trilled efter Draabe -
om de tolv Aars Kamp og Møje,
- ak, nu var det spildt til Hobe.

Trøstens Ord mig klang i Hjertet,
men min Læbe fandt dem ikke.
Tavs jeg gik, da standsed ved hans
grønne Rugmark mine Blikke.

Og jeg sagde: se paa Rugen!
(op han saa igjennem Taaren)
se, hvor ung og rank og kraftig
end den stander midt i Vaaren!

Men gaar Vinden hen ad Aften
om i Nord og henter Kulde,
veed vi, at den snart vil blegne,
snart vil synke træt i Mulde.

At maaske den inden føje
Tid vil ligge, skilt fra Dagen,
og i mange mørke Uger
drømme under Sneens Lagen.

Tror du vel, du saa vil sige,
naar den skjules for dit Øje:
Ak, nu er mit Haab lagt øde,
nu er spildt min Kamp og Møje?

477

Nej, du veed, at ved at gjemmes
times der den just det bedste,
at den, født i dette Aar, dog
først skal bære Frugt det næste.

Veed, at det før Frosten gjælder
kun om rigtig Rod at vinde;
kommer sent den eller tidlig,
mere naas ej denne Sinde.

Og vi veed, at siden Slangens
Gift paa Jord har plettet Glæden,
maa vi selv, hvor højst vi række,
dele Kaar med Vintersæden.

Naa ej her, som Hjertet kræver,
Livets Fylde, Sommertrøsten,
men maa nøjes med en graalig
stakket Vaar i Efterhøsten;

Bære, selv med furet Pande,
ikke moden Sæd til Lade;
hvad hos os som Frugt man priser,
det er kun de grønne Blade.

Grønnes - det er hvad vi kunne,
skyde Løv, til Vintren kommer,
knejse kjækt til Trods for Kulden,
vokse, visse paa vor Sommer;

Grønnes kun - se det er Sagen -
leve med og være vaagen,
leve kort Tid eller længe,
blot vi lyser op i Taagen.

478

Og hvad dette Aar saa grønnes,
sikkert modnes vil det næste,
naar vi blot har lært i Livets
rette Grund vor Rod at fæste.

Thi saa bær den det, som segner,
gjemmer tro, hvad her maa falme,
indtil Vinterstormens Ligsang
ender i en Paaskesalme.

TIL MENNESKEMALERNE

At se paa Menneskenes Færd,
og ikke som en Drømmer,
at se med aabent Blik og nær
paa Livets, som det strømmer,
derpaa mit Hjerte gjorde Krav,
fra først sin Trang det fatted,
og Hjælpen, I mig dertil gav,
jeg altid højt har skattet.

Og hvor I tegned Strømmens Løb,
dens Krusninger og Gliden,
som den imellem Enge krøb
med Hytter smaa ved Siden,
som vild den sprang fra Klippetop,
som klar den spejled Stjerner,
og som den mørk og tung slog op
mod Fjerdesals-Kaserner -

Jeg fulgte villig eders Spor
og flyed ej med Angest,
naar I gik ind, hvor Mørket bor
og Gyden bliver trangest;
479 jeg taalte Muld og Dynd og Sod,
de klamme Mures Skimmel,
naar blot I mig beholde lod
en Haandsbred af en Himmel.

Et Strejflys paa den sorte Flod,
af Haab en enkelt Straale,
et Vindpust af et frejdigt Mod,
saa kan jeg alting taale,
naat blot I ej gi'r Pølen Ret,
ej pjasker der som Rotter,
men elsker Renhed, kræver Tvæt,
imens I Snavset blotter. -

En aandrig Fyr jeg nylig traf
i Tummelen herinde,
som har til første Paragraf,
at ældre Folk er blinde;
han skreg: »kun Skallen ser I paa,
I sidder fast i Drømmen,
men den, som Livet vil forstaa,
maa ned i Understrømmen.«

Og dermed aabned han en Lem
imellem Gadens Stene,
en Flod dernede rulled frem,
men ingen af de rene;
og mens jeg mig for Næsen holdt,
ned pegede hans Handske:
»i dette Dyb,« han sagde stolt,
»det gjælder nu at granske.

»Se der vi først kan komme nær,
»hvad sig i Livet dølger,
480 »og ingen Himmel med sit Skjær
»kan farve disse Bølger,
»ej Pust af Vind, ej Spor af Glans
»forvilder der vor Søgen,
»der ligger for den aabne Sans
»Realiteten nøgen.

»I gamle, som kun vilde den
»med Maanesølv plettere,
»I kan nu godt gaa hjem igjen,
I bruges ikke mere;
»men Ungdommen, I næsten fik
»med Romantik forkludret,
»den skal nu faa sit sunde Blik
»restituert i Mudret.

»Kun der« - men jeg om Hjørnet fløj
ind i et snævert Stræde,
hvis Luft med Smag af Stenkulsrøg
jeg aanded ind med Glæde;
en skummel Krog - for Skjønhed ej
man ellers har beskyldt den,
men Fyren havde nu for mig
helt med sin Snak forgyldt den. -

Ja mal os kun den gamle Jord,
hvorpaa vi Stakler bygger,
med Syndens Gru, med Nøden stor,
med Farver og med Skygger;
men det, at Livet skal fornyes
ved Helveder at tømme,
og Mørket skues uden Lys,
det kalder jeg at drømme.

481