Hostrup, C. Uddrag fra TIL MENNESKEMALERNE

TIL MENNESKEMALERNE

At se paa Menneskenes Færd,
og ikke som en Drømmer,
at se med aabent Blik og nær
paa Livets, som det strømmer,
derpaa mit Hjerte gjorde Krav,
fra først sin Trang det fatted,
og Hjælpen, I mig dertil gav,
jeg altid højt har skattet.

Og hvor I tegned Strømmens Løb,
dens Krusninger og Gliden,
som den imellem Enge krøb
med Hytter smaa ved Siden,
som vild den sprang fra Klippetop,
som klar den spejled Stjerner,
og som den mørk og tung slog op
mod Fjerdesals-Kaserner -

Jeg fulgte villig eders Spor
og flyed ej med Angest,
naar I gik ind, hvor Mørket bor
og Gyden bliver trangest;
479 jeg taalte Muld og Dynd og Sod,
de klamme Mures Skimmel,
naar blot I mig beholde lod
en Haandsbred af en Himmel.

Et Strejflys paa den sorte Flod,
af Haab en enkelt Straale,
et Vindpust af et frejdigt Mod,
saa kan jeg alting taale,
naat blot I ej gi'r Pølen Ret,
ej pjasker der som Rotter,
men elsker Renhed, kræver Tvæt,
imens I Snavset blotter. -

En aandrig Fyr jeg nylig traf
i Tummelen herinde,
som har til første Paragraf,
at ældre Folk er blinde;
han skreg: »kun Skallen ser I paa,
I sidder fast i Drømmen,
men den, som Livet vil forstaa,
maa ned i Understrømmen.«

Og dermed aabned han en Lem
imellem Gadens Stene,
en Flod dernede rulled frem,
men ingen af de rene;
og mens jeg mig for Næsen holdt,
ned pegede hans Handske:
»i dette Dyb,« han sagde stolt,
»det gjælder nu at granske.

»Se der vi først kan komme nær,
»hvad sig i Livet dølger,
480 »og ingen Himmel med sit Skjær
»kan farve disse Bølger,
»ej Pust af Vind, ej Spor af Glans
»forvilder der vor Søgen,
»der ligger for den aabne Sans
»Realiteten nøgen.

»I gamle, som kun vilde den
»med Maanesølv plettere,
»I kan nu godt gaa hjem igjen,
I bruges ikke mere;
»men Ungdommen, I næsten fik
»med Romantik forkludret,
»den skal nu faa sit sunde Blik
»restituert i Mudret.

»Kun der« - men jeg om Hjørnet fløj
ind i et snævert Stræde,
hvis Luft med Smag af Stenkulsrøg
jeg aanded ind med Glæde;
en skummel Krog - for Skjønhed ej
man ellers har beskyldt den,
men Fyren havde nu for mig
helt med sin Snak forgyldt den. -

Ja mal os kun den gamle Jord,
hvorpaa vi Stakler bygger,
med Syndens Gru, med Nøden stor,
med Farver og med Skygger;
men det, at Livet skal fornyes
ved Helveder at tømme,
og Mørket skues uden Lys,
det kalder jeg at drømme.